Lægeløftet og den moralske lov Om behovet for lægeuddannede missionærer og de praktiske muligheder for at praktisere medicinen. Læs brevet som facsimile. Shellem 25 Jan. 1918 [side 1] Til Bestyrelsen for D.F.S. Mission Danmark Fordi jeg paa dette Tidspunkt Regeringslægen i Yola aflagde et Besøg i Numan opholdt  mig i Shellem kan jeg ikke udtale mig nøjagtig om det som har bevirket at han har udtalt Ønsket om at vi fik en Læge bosiddende i Numan da der jo for Tiden ingen er. Jeg forstaar ifølge vedlagte Uddrag af Referatet fra Konferencen i Ibi i Decb. 1918 hvor hans Ønske blev behandlet, at hans Anke var den at der var indlagte Patienter paa dette Tidspunkt som den i Hospitalet betjenende Stab ikke var kompetente til at behandle. Da nu Lovens Krav blev afkrævet af ham paa Papiret var han jo nødsaget til at nedskrive [side 2] den. Denne Lov som andre Love herude synes os at passe bedre fra halvtreds til hundrede Aar frem i Tiden, saa vi ønsker ikke at se dem i sine fulde Krav. Lovens Krav fra 1916 er altsaa dette at ingen uden Lægen maa praktisere Medicin. Dette betyder jo saa dermed for Sygeplejersker saavelsom andre Misionærer, at det er ulovligt at uddele Medicin. Lægen som ikke har engelsk Eksamen maa praktisere af Naade alene, som jeg Selv har faaet Tilladelse til. Konferencen i Ibi anbefalede at kun Læger behandlede Patienter med Sygdomme af alvorlig Art. Ifølge dette hvor der ingen Læge er skulde der ikke foretages nogen Behandling af saadanne. Det kan nu ikke gennemføres. Den moralske Lov vil tvinge saadanne Missionærer til at gøre i alle Tilfælde af en saadan Art alt hvad de kan vel at mærke naar ikke bedre [side 3] uddannede Kræfter er nær, Nu da Sagen jo igrunden er Lokal da skal Lægen i Yola har intet at sige andet Steds end her er det jo nødvendigt at vi tager vort eget Stade til denne Sag. Stillingen er jo her som paa alle andre Pladser i Hedningeverdenen at de meget faa Regeringsrepræsenter i alle Brancher er aldeles ude af Stand til at opløfte Folket og ligesaa ogsaa at hjælpe alle de syge. Derfor om de end ere bundne til Lovene efter Bogstaven naar spurgt, saa er sikkert et stort Antal af dem, ja de fleste bundne af den moralske Lov i deres Hjerter; nemlig at det som vi ikke selv kan naa at faa gjordt af hvad godt er, bør vi aldrig hindre andre i at gøre. Det vil ogsaa gælde i Sygdomstilfælde hvor Missionærer, Mænd saavelsom Kvinder, Sygeplejersker saavelsom andre Missionærer naar de forsøger efter Evne at lindre de syge som kommer paa deres Vej. [side 4] Det er min Mening; afholde os fra at hjælpe syge ved de forskellige Stationer hverken kan eller bør vi undlade i Forhold til de Kræfter som findes der og dette af to Grunde; den første, faa vil sikkert ikke endnu gaa langt fra deres Hjemsted og mange kan blive pludselige syge og kan ikke flyttes. Den anden Grund er denne; de fleste af vore Patienter som kommer til os har Sygdomme af mindre alvorlig Art, som da særlig Sygeplejersker kan helbrede. Ved alle de engelske Stationer uddeles Medicin, og vi bør heller ikke lade os afskrække, men lade Pligten til at lindre syges Lidelser hvile paa hver Missionærstaben, hvor den end er, men selvøfælgelig saavidt muligt sende til det mulige vordende central Hospital alt det som de ikke magter. Jeg synes det er nødvendigt at indtage ovennævnte Stade da Erfaring har vist at S.U.M. har indtil [side 4] Dato ikke har kunnet holde deres antagne Læger i længere Tid. Det ønskelige i at kalde en Læge mere til vor Mark, har jeg i et tidligere Brev udtalt mig om til vor ærede Formand. Og saavidt mig bekjendt søges en saadan allerede. Jeg udtalte samtidig det ønskelige i at gøre denne Læge, om en saadan findes, opmærksom paa at han antagelig foreløbig og maaske for længere Tid kun kan vente at selve Lægegerningen vil kræve en mindre Brækdel af hans Tid. Jeg baserer dette paa egen Erfaring og den samlede Statistik for det medicinske Arbejde i S.U.M. for Aaret 1918 som viser at der har været 30.000 Behandlinger ved alle Stationer, vores indbefattet. Selve Patientantallet deraf vel en Tusindel. Og det er efter 15 Aars Missionsarbejde. En udsendt Læge til Kina og Indien vil have et større Antal allerede det første Aar han praktiserer derude. M. Uhrenholt. [Transkiberet af Hans Wendelboe Bøcher primo august 2019]