Arbejdet og arbejderne i Shellem - hedningene og kristendommen Dateret 23. juni 1918, gengivet i "Sudan", nr. 10, oktober 1918   Shellum, den 28. Juli 1918. Kære Sudanvenner!          "Og jeg så at intet er bedre, end at et Menneske er glad i sine Gerninger, thi det er hans Del; thi hvo lader ham komme til at se det, som skal være efter ham?" Prædikeren 3, 22. I den Maaned, som er gaaet, siden jeg kom hertil, kan jeg sande ovenstaaende Ordsprog: at det er godt, at et Menneske er glad i sine Gerninger. Mandagen den 24. Juni samlede jeg nogle Arbejdere. I Grunden kom de selv og bad om Arbejde hos os. Den lille Skilling, 45 øre om Dagen paa egen Kost og Logi, vinkede til dem. Her som hjemme er der mange, som er færdige til at forlade deres Landbrug for at faa den lille kontante Skilling hver Lørdag. Meget faa Mænd er i Stand til ved deres Landbrug at høste for mere end 50 Kroner om Aaret, langt de fleste mindre, selv om de lavede alt i Penge; Høsten for den enkelte er ikke stort større, end hvad han spiser selv. Tre Ting laa nemlig for at skulle gøres: I. Tilberede vort lille jordstykke for Sæden. II. Bygge faa midlertidige Hytter, saa mindst min Hustru og      jeg med vort Hushold kunde faa Plads, ind til vi faar     bygget i kommende Byggetid. III. Rydde Hospitals- og Byggegrunden for Græs og mindre      Trævækst samt jævne den og samle jord til Ophøjning      at Husenes Grund. Da vi har faaet Lov til at dyrke 4 Tdr. Land, mente jeg, at det var bedst at begynde straks. Jeg er i Grunden ogsaa interesseret i at se, hvorledes vort Landbrugsregnskab ser ud, naar i skal dyrke jord. jeg er paa Forhaand sikker paa, at det ikke lønner sig. Den indfødte har Sæden, vi skal købe den, den indfødte beregner sig ingen Dagløn, Tiden er hans egen, vi skal betale Dagløn for at faa Arbejdet gjort. Men hele Landbruget tager dog kun en lille Sum. Eftr en god Uge havde de godt tyve Arbejdere tilberedt Jorden med deres lille Hyppejern og saaet Sæden: Maiwa, Gero og Dawa, alle 3 Kornsorter, som spises tilberedt som Vælling og Grød; den første er Morgenmaden, den sidste Aftensmaden; hver Dag hele Aaret igennem, fra de er vel et Aar gamle til Støvets Aar, indtages disse to Maaltider. Denne ensformige Mad synes de aldrig at blive træt af; deres Smag er ikke vaagnet til de mange forskellige Spiser, vi kræver; lad den slumre i Stilhed, det koster saa meget at have den vaagen; tilmed ser vi hverken magre eller fede Mennesker iblandt dem, kun vel udfyldte Benknogler. Foruden de nævnte tre Kornsorter er dej forsøgt med Rogo og Jordnødder, begge Rodfrugter. Stivelse kan der laves af den første; dette gør de indfødte jo ikke, de har endnu holdt sin Nakke i Frihed og ikke ladet den indskrue i en stiv Flip. Af sidst nævnte Rodfrugt laves Olie, som er meget efterspurgt i Evropa. Læserne vil forstaa, at det er et lille Landbrug, naar hele Arbejdet, Sæden og Saaningen ikke beløber sig til mere end godt 100 Kroner; Indtægten vil ganske sikkert blive derunder. Den store Fordel bestaar i at have en Flok unge og faa ældre Mænd bundne nogen Tid til os. Lære dem at dyrke deres egne Kornsorter kan vi ikke, vi maa lære af dem. Agerbrug er jo deres eneste Profession, og den har de megen Erfaring i, erhvervet igennem Slægtled efter Slægtled. Lidt efter lidt kan vi maaske faa dem overtalt til at indføre andre Ting, det vil især blive Frugter. De er dog meget langsomme til at ville antage nyt. Jeg maa smile, naar man engang imellem kan høre eller læse, at det er forunderligt, som disse Mennesker kan lære hurtigt. Flertallet af dem, som. arbejder iblandt disse Mennesker, vil sige, at de er ualmindelig tungnemine at faa ført frem til nogen Grundighed. saa at man kan stole paa, at de forstaar det og vil og kan gøre det. Min Hustru har været ivrig efter at samle Kærner af Grøntsager og Frugter og af Blomsterfrø. jeg selv fik en Del Frugttræer og Blomstertræer i Lokoja. Frk. Madsen, Frk. Kristensen og jeg samlede al Frugt, hvad vi kunde faa fat paa, paa Vejen op til Numan. Derfor havde jeg en god Forsyning med mig herop af Frugtkærner, Blomstertræer og Havefrø, som mine Drenge og jeg selv nu er i Gang med at fremelske. Selv om man ikke selv skal nyde Frugten deraf, faar man dog en venlig Tanke fra dem, som kommer efter og nyder deraf, hvis vi nu kan faa det til at gro. Jeg drister mig til at bede Vennerne om at bede Vækstens Herre give Vækst. Vi har en meget lang Tørtid at kæmpe med heroppe; den vil hæmme Fremelskningen af nye indførte Ting. Her som i andre Dele af Verden dyrker de indfødte først og fremmest det, som gror lettest i deres Egn og bytter dem bort med andre Ting, som vokser bedst i andre Egne paa Grund af anden Jordbund og andet Klima. Den næste Ting, som blev gjort, var Opførelse af 4 midlertidige Hytter. Nogle Huse var opført af Vennerne Missionær Kjær og Pastor Thompson, inden jeg kom; men de var utilstrækkelige. Nu er her Hytter, saa vi kan ho her, min Hustru og jeg samt vort Folkehold; en Hytte staar til Raadighed til at samle Arbejderne og vore egne i, samt til Brug til Skolestue. Det var jo vor Hensigt at have bygget saa meget. at Frk. Madsen og Frk. Kristensen kunde flytte hertil straks. Dette’ blev opgivet af to Grunde; den første var, at det er dyrere at bygge i Regntiden end i den tørre Tid, og Bygningerne, som bygges i den Tid, bliver næsten alle daarlige. Leret kan ikke tørres i Væggene. Den anden Grund var, at de hvide Myrer ødelægger alt, saa vi skal have lært at bekæmpe dem, førend bedre Huse opføres. Den tredie Ting var Rydning og Jævning af Hospitals- og Byggegrunden. Det første er gjort, det sidste er paabegyndt; tillige samler vi Jord til Ophøjning af Husene; dette Arbejde kan godt gøres nu i Regntiden, san derved spares megen Tid i den tørre Tid. Det er et stort Arbejde, kræver megen Tid og koster jo ogsaa; men det er nødvendigt at faa det gjort. Her er let Sand jord paa Toppen med Lerunderlag, Vandet gaar saa let igennem Sandet, men ikke igennem Leret; derved staar der saa meget Vand i det øverste Lag. I denne Regntid plages vi af megen Fugtighed i Husene, men maa søge at faa det bedre i de kommende Huse. Man har ved disse forskellige Arbejder god Lejlighed til at blive kendt med og knyttet til en 25 mest yngre Mænd; dette Baand kan faa Betydning engang i Fremtiden, selv om Arbejdet, som nu binder dem dagligt til os, engang slipper op, og vi ikke længere kan mødes daglig. Morgenen begynder hver Dag med en Andagt. Der lægges nogen Flid i at lære dem gode, talende Sange udenad, om de ved at tænke derpaa, naar de gaar og synger dem for sig selv, kunde faa Klarhed over Sandhederne deri. Det er en Lov, at de skal være her oppe Kl. 6, og alle være med til Andagten, før Arbejdet begynder, og det er lykkedes forbavsende godt, skønt Punktlighed ikke er deres fornemste Dyd. Missionær Børresen, der var til saa megen Velsignelse, krævede, at hans Arbejdere skulde gaa ind paa at høre Guds Ord en Gang om Dagen; saa maa jo ogsaa vi kunne forlange det og vente Velsignelse deraf. Det tager Tid at overvinde deres Unoder, naar vi samles om Guds Ord, og bringe dem til at forstaa, at vi er paa hellig Grund, og hvad det virkelig gælder, Læren om Jesus og hans Naade, Frelse og Antagelse deraf. Det var i Begyndelsen almindeligt, at de sad og smaasnakkede, Jo, spyttede paa Væggene eller Gulvet, bragte deres Geder med sig ind, for siden at tøjre dem udenfor, medens de arbejdede. Alt saadant kunde standses med eet Slag fra en hvid Mand, om han vilde. Det har jeg langt fra gjort, det aflægges lidt efter lidt, efterhaanden som det vaagner hos dem, hvad det er, det gælder. At skamme dem ud, nytter intet; Ærbødigheden maa komme inden fra, saa de forstaar, at disse Ting er upassende, naar vi samles om denne dyrebare Skat: Guds Ord. Jeg antager, at Aarsagen til, at de nu er stille og mere opmærksomme, og at de nu rejser sig op og gaar hen og spytter ud af Døren o. s. v., er den, at "!ogsaa Evigheden har Han lagt i deres Hjerter” (Prædikeren 3, 11). Indtil nu har heller ikke de været i Stand til at udfinde den Gerning, Gud har gjort fra Begyndelsen ind til Enden. Her vaagner maaske hos dem nu dette Spøgsmaal: Mon vi nu kan faa lidt Klarhed over, hvad der skal møde os bag Døden; thi vi mærker, Evigheden er i os? For vort Personale holdes der en særskilt Husandagt; alle skal møde, lige meget om det behager dem eller ikke, vi vil ikke tillade nogen ligegyldig eller trod sig at bryde denne Regel, en saàdan eller saadanne vil faa en daarlig Indflydelse. Her er endnu ikke Tale om virkelig Skole. Ansøgning er sendt ind om Tilladelse til at aabne en saadan. Jeg har dog Tilladelsen til at læse med mine Drenge, som er i Huset hos mig, og denne Tilladelse benytter jeg mig af ved at bruge en halvanden Time om Dagen dertil. Nogen Tid maa jo levnes mig selv til Sprogstudier. De syge modtages og behandles naturligvis, som de kommer. Angaaende Missionsarbejdet her i Afrika findes der paa Tryk manges Udtalelse om, at en Mand, som vil være Missionær i Afrika, maa være i Stand til at være alt og kunne gøre alt. Enkelte Steder paa Kysten kan det maaske høre Fortiden til, saa at en Missionær kan finde fuld Tilfredsstillelse i at være Specialist, fordi hans Tid kan optages deraf, og fordi han har Materiale at arbejde med og derfor kan være ikke alene Specialist i et Fag, men være optaget af det. Derimod her i det Indre i vor A. B. C. Klasse, som det i Virkeligheden er paa alle Omraader, maa en Mand om end specielt uddannet være i Stand til at være alt som kræves af ham, ogsaa for at faa udfyldt sin Tid og nyde Missionsgerningen her i det indre af Afrika. Faa Mænd er vist skikket til at være i en Børnehave al Tid; de vil snart længes efter at møde en ligestillet udenfor. Vi er i Grunden her udsat for stadig at have med store Børn at gøre; derfor antager jeg, at en Missionær har skrevet det ud af Erfaring og samtidig tolket manges Tanker, naar han siger: "Du kender Afrika, hvor nedtrykt og nedstemt man kan blive til Tider, naar man er træt." Modtageren føjer til: "Denne Nedtrykthed kan ikke rystes af ved at anstille Betragtninger, det er en virkelig Lidelse, det er en almindelig Erfaring i Afrika." En Moder har sikkert ofte Ærgrelser over et ufornuftigt Barns Spørgsmaal og Handlinger, men slaar sig til Taals med, at det nok bliver klogere. Som en Moder kan finde tryg Hvile hos Gud i Bøn for sin Bekymring, saa er det ogsaa det eneste Middel, som vi kan hjælpes med herude: ved egen Bøn og eders Bøn derhjemme. Baade Folket og Kongen har kun vist os stadig Velvilje. I forrige Brev omtalte jeg, at Kongen straks kom  herop og bød mig velkommen. Faa Dage efter blev han syg af en Betændelse. Da jeg kom ned for at se til ham, kom jeg først igennem en rund Lerbygning - lad os kalde den Tronsalen, fordi et lille, ophøjet Stillads staar der til Kongens Raadighed; vi kan ogsaa kalde det Raadsforsamlingshallen, fordi Kongen dér holder Raad med sine ledende Folk. Da jeg passerede denne Bygning, stødte jeg paa 3 eller 4 Mænd, som laa og dovnede paa Gulvet: derefter passerede jeg en Mængde smaa Hytter, hvor hans Koner bor. Mange af dem saa nysgerrige efter mig. Til sidst fandt jeg Kongen liggende paa en Halmmaatte; en anden var udspændt paa fire Pæle som Tag. Ved hans Fødder sad en af hans Koner og viftede Fluerne bort; en anden sad ved hans Hovedgærde i samme Gerning. Begge var de yngre Kvinder. Han har jo nok at tage af. For nylig tog han sig en ny Kone fra en anden Stamme. Hendes sidste Glædesdag var vist den Dag, da hun ankom til Shellem. Hun blev nemlig sat paa en Hest og ført igennem Byen, for at Folket skulde beundre Kongens Valg af en ny Skønhed. Efter Musikkens livlige Toner og de glade Udraab at dømme skulde man slutte, at hun var velkommen. Det var næsten et ideelt østerlandsk Billede, jeg mødte: Den gamle Konge, nær de 70 og maaske over, laa syg; han havde tilkaldt to af sine yngre Koner til at være - Flueforskrækkere og Livsforsødere, Det første er en Nødvendighed at have, enten maa man selv være det eller have en anden dertil, naar man har et aabent, vædskende Saar; det sidste kræves maaske af en gammel her, som har Magt dertil; naar de mærker, at Alderdom og Sygdom melder sig hos dem selv, ønsker de Ungdom og Liv, i det mindste omkring sig. Om end Kongen i sit Magtbud glædede sig, sad maa- ske de to Damer med ønsket: Gid du, vor Husbond og vor Konge, maa tørres bort, at vi endnu i vor unge Alder kan blive løst. Et saadant ønske kan gaa an for dem nu i vore Dage; thi nu undgaar de at faa deres Ben knust og selv blive kastet i Graven sammen med Kongens Legeme. For dem var jeg maske en uvelkommen Gæst, for Kongen en velkommen, da jeg inden mange Dage havde ham paa Benene. Faa Dage efter at han var bleven rask, kom han og besøgte mig. Han var langt fra i sit fine, spraglede Tøj den Dag. Han mødte i en simpel og meget snavset Kjortel. En anden Mand var med ham, en fordrukken og pjaltet klædt Hofmand var han vel. Begge lagde de sig i Sandet udenfor Huset. Under vor Samtale faldt Hofmanden i dyb Søvn. Jeg vækkede ham med et Græsstraa. Da han vaagnede, sagde han: "Ja, det er jo ikke saa underligt, at jeg sover, da vi har drukket meget øl." Jeg svarede: "Det er bedst ikke at gøre det." Han svarede tilbage: "Det bliver jo vor Sag." Det kunde jo ikke omdisputeres. Jeg talte til Kongen om, at vi ikke havde haft megen Regn endnu i Aar. Han svarede: "Nej, vi ved intet om, hvorledes vi skal faa den; men du ved det, det staar nok skreven i eders Bøger." Jeg turde ikke begynde at spille Spaamand i Regn, især da Sæden langt fra var i Nød. Jeg svarede kun: "Gud vil sikkert sende os Regn, naar Han ser, der trænges til det." Den følgende Nat og næste Dag havde vi megen Regn. Sjældent, saa vidt jeg har forstaaet, har Gud lukket aldeles for Regnens Komme; men det er sket, at de har haft Hungersnød paa Grund af Regnmangel. Ja, Gud er god; Han lader sin Sol opgaa over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Naar det hænder, at Regnen udebliver, har de deres egen Maade at bede om Regn paa. Regn betyder saa meget for dem, da de vistnok sjældent avler mere end til Aaret; de tænker ikke meget paa den Dag i Morgen, blot de har nok i Dag. Kongen udsøger et sort Kreatur; han og hans Folk drager til et vist Sted i Bjergene; der ofres Kreaturet, Blodet stryges paa nogle Sten og udvendig paa Krukker med Føde og øl i. Kødet spises, og meget øl drikkes. Hvor skinner dog Tanken om Forsoning ved Blodet frem i denne deres Handlemaade, det er antagelig bragt ind fra øst. Det ejendommelige hos vel alle Hedninger er, at de ikke har noget virkeligt Takoffer; deres Ofre falder mest ind under det at sone vrede Guder, enten naar de selv er i Nød eller maaske ogsaa for at sone deres Synd. Man undres ofte over den Finfølelse, disse Mennesker, vi lever iblandt, kan have overfor Synden, naar man tænker paa, at det eneste, som de har haft og har endnu til at vejlede dem, er Samvittighedens Røst. Men Erfaringen er jo nok denne, at Kraften til at modstaa Synden er svag, hvis Satan og deres eget Kød samt Livsomstændighederne angriber dem. Men antagelig er Djævelen snild overfor disse Mennesker som overfor andre. Han lader dem i Fred paa mange Maader, naar bare han har dem i sin Magt; paa nogle Punkter er det jo i sin Orden, at de ogsaa har gode Sider, som kontrolleres af Samvittigheden, som stammer fra Guds-Billedet nedlagt i dem. Vi glædes jo da over at finde saa meget af sidstnævnte, som vi gør; det giver Haab for os; thi hvor god Sæd kan gro, kan man saa mere. Underligt nok, ofte, naar disse Mennesker begynder at ville leve paa den ufortjente, uforskyldte Naade, er det, som den ulmende, naturlige Ondskab rejser sig langt mere. Ja, gid disse Mennesker hurtigt kunde komme over fra Mørke til fuld Lys, fra egen Svaghed til fuld Kraft i Gud: men det gaar saa langsomt, saa langsomt for dem at blive helt frigjort, saa deres Liv bliver et Glædens Liv. - Herren give os Taalmodighed i den lange Ventetid og Prøvetid! Venner, bed derom for dem, for os. Jeg kom bort fra mit Emne, Regnmangelen. Under Ofringen udtaler gamle Mænd, Regnmagere, Ord derover og drager hjem i Haab om, at Guden vil sende dem Regn. To forskellige Mænd har fortalt mig dette og sluttede triumferende: "Saa snart Folkene saa kommer hjem, kommer Regnen." Nu kan det jo godt være, at disse gamle, listige Kroppe, Regnmagerne, har Magt til at udsætte denne Ofring til Regnguden, indtil de aner, at Regnen snart vil komme; derved vinder de en stor Sejr, om end de engang imellem bliver narret, som Baals Præster blev det. Hvem er deres højeste Væsen eller Guden, de søger at forsone og ønsker Hjælp fra? Det er dem sikkert ubevidst. Navnet paa Guden er Frogru. Fro betyder baade Nord og heroventil, Gru betyder Regn; Regnen kommer mest fra Nordøst. Er det underliget, at disse to Navne er forbundne til at betegne det Væsen eller den Gud, som sender Regn? Sjældent ødelægger Regnen, undtagen naar der plantes paa for lavt liggende Pladser. Om vi beholder det Navn som Betegnelse for Gud, er mig ikke klart endnu, men hvorfor ikke? Det er i deres Bevidsthed igennem maaske Aarhundreder eller Aartusinder Navnet, som klinger over alle Navne, fordi Regnen fra Regnens Gud frelser dem i Nøden. Venner bedes huske Frogru (Kanakurnernes Gudsnavn), at vi maa faa Naade til at lægge Personlighed ind deri, ikke alene den ene og sande Gud, men Treenighedsguden, Faderen, Sønnen og Helligaanden, som jo alene er den frelsende Gud. Nu begynder jo mange Hedninger at pjatte paa Navnet Allah, Hausaernes Navn for Gud; men til dette Navn knytter der sig jo ikke Treenighedens Tanke og Virkelighed, derfor er det jo ikke for nogen en frelsende Gud. Antagelig bliver det dog den sejrende Benævnelse paa Gud i Hausaland - saa vi maa jo lægge en anden Mening ind i dette Guds-Navn, end Hausaerne gør. Hedningerne faar med dette Navn saa meget, som Muhammedaneren lægger i det, nemlig: Guden, som giver os alt, Lykke som Ulykke, Liv som Død; men hans bedste Gave, Hans eenbaarne Søn, er skjult for dem og vil blive det for Hedningen, hvis han skal nøjes med Muhammedanerens Gudsbegreb. Herren redde Kanakuruerne derfra; indtil i Dag har de staaet imod. Herren selv ønsker at se dem en Dag komme til sig ved Sønnen, Jesus Kristus og finde dem jublende og glade i den Hellig-Aands Lys og Kraft. Kærlig Hilsen til alle Venner af Hedningernes Frelse           Mogens M. Uhrenholt