Mogens' første angreb af sygdom
Shellem, 18. oktober 1918. Gengivet i Sudan, nr. 2, 1919
Shellem, den 18. Oktober 1918.
Kære Sudanvenner! At tælle vore Dage det lære Du os, for at vi maa faa Viddom i Hjertet. (Ps. 90, 12)
Lovet være Herren Dag for Dag, lægger man os Byrde paa, saa er Gud vor Frelse. (Ps. 68, 20)
I Juli Maaned var jeg alene. Arbejderne, som var her, ventede vist lige saa meget som jeg selv efter at se min Hustrus Komme til Shellem. Den 3. August naaede hun hertil. Søndagen den 4. August gjorde vi til en Takke- og Bededag. En Takkedag, fordi Herren havde samlet os igen tilligemed vor gamle Husstand, og fordi vi nu maatte begynde en Gerning i Guds Navn iblandt disse Folk; en Bededag for vor Indgang her med Guds Ord og for Krigens snarlige Ophør.
Ved min Hustrus Indtog fik vor midlertidige Bolig snart et andet Udseende, og Levemaaden blev forandret fra Eneboerlivet til det gamle Familieliv.
Min Hustru overtog det begyndte Skolearbejde samt Andagten om Morgenen for vor egen Husstand.
Det nye Tilskud af Kræfter til Arbejdet forøgede jo Haabet om at vente Frugt af Arbejdet engang i Guds Time. Alt gik saa jævnt for os til 1. Septbr., Aftenen før jeg skulde have været en Dagsrejse nordpaa for at se paa Træer til Opførelsen af vore Hjem. Pludselig blev jeg angrebet af "Blackwater-Fever". Enden paa mit Livs syntes at være nær nogle Dage; men Gud vilde det anderledes; ved hans Hjælp og Elines trofaste Pleje var jeg paa Benene igen d. 14. Septbr., om end svag nogen Tid derefter. Allerede før jeg kom op, havde det taget saa meget paa min Hustrus Helbred - mest paa Grund af Nattevaagen - saa hun maatte selv til Sengs nogle Dage, og det tog hende nogen Tid, inden hun genvandt Kræfterne. Tab af een Nats Søvn herude er et stort Minus for Helbredet, endsige da flere. Vennerne i Numan har sikkert bebrejdet os i deres Hjerter, at vi ikke kaldte en af dem ti! Hjælp straks.
Grunden til, at vi undlod dette, var den Omstændighed, at inden Hjælpen kunde komme, vilde Krisen være overstaaet til den ene eller den anden Side, saa min Hustru valgte at møde Situationen alene og med Gud. Skuffet blev vi ikke ... Gud blev vor Frelse.
Kanakuruerne syntes at have Deltagelse med os i de Dage. Ved den første Andagt, jeg havde med Arbejderne efter Sygdommen, benyttede jeg Lejligheden til at sige dem, hvor herligt det er, naar man af Gud føres saa nær til Døden, som jeg var, at kunne tro, at Guds Søn, Jesus Kristus, er kommen til Verden, og at han har udslettet alle vore Synder og Overtrædelser. Fordi jeg kunde tro dette, var jeg saa tryg; thi jeg vidste, at hvis jeg døde, gik jeg hjem til Guds Rige, hjem til vor himmelske Fader. "Dog" - sagde
jeg - "undlod jeg ikke at sige til Gud, at hvis det behagede Ham, vilde jeg jo gerne have Lov til at leve noget længere iblandt Eder for at fortælle Eder om Jesus og hans Naade tilligemed min Hustru og de andre kommende Missionærer.
De sagde: "Derfor takker vi Gud." Kun Gud kender Dybden af denne deres Udtalelse, de ere i alt øjebliksmennesker - desværre.
Jeg kunde snart være bleven den tredie Læge, som Gongola Floddalen krævede. To engelske Læger er nemlig døde paa Rejse herigennem. En er begravet her, en i Numan; naar man betænker, at der gaar Aar og Dag imellem, at en Læge rejser herigennem, saa er Procentantallet af denne Stand, som er døde her, stort.
Alle vore Husfolk havde før og samtidig været sengelig gende af en eller anden Sygdom, saa de var lige ved at tro, at Shellem er den daarligste Plet paa Jorden at leve paa.
Et Ordsprog siger: "Hvor Gud bygger en Kirke, bygger Satan et Kapel"; dette foregaar ogsaa her, maaske har dog Begyndelsen været omvendt. For vist omkring ved 15 Aar siden begyndte nemlig Muhammedanerne at opslaa deres Bolig her i Shellem; de har allerede gjort deres Indflydelse gældende ikke mindst i Kongens Omgivelser. Hans nærmeste Raadgivere er Muhammedanere, dels Hausa dels Beri-Beri Folk. En Dag spurgte jeg en: "Hvorfor tager Kongen Folk til Raadgivere udenfor sine egne?" "Jo, fordi han siger, vi Kanakuruer kender saa lidt, Hausafolkene har været ude i Verden, og de har tillige Bøger."
Muhammedanerne foretager enkelte Dage om Aaret Procession ud til en Plads udenfor Byen, hvor de alle holder Bøn i Fællesskab. Siden vi kom, har de haft to saadanne Udvandringer fra Byen til en Bedeplads. Maaske disse Processioner skal erstatte en Vandring til Mekka.
Denne Bedeplads er nu tilfældig nær, hvor vi har opslaaet vor Bolig, vort Samfund, vor Kirke. Spørgsmaalet kommer til en stadig: "Hvem skal sejre?" Min Hustru sagde til mig, sidst de var her: "Bare vi ikke er kommen for sent hertil Shellem?"
Paa disse Festdage kommer de jo i deres bedste Tøj, og Kongen drager med dem med sine Musikanter, rødklædte Politibetjente og de nærmeste Raadgivere, som alle er til Hest. Det hele har, efter vore Forhold, et imponerende Udseende. Kongen undlod ikke første Gang at komme til vort Hus for at forsikre mig; at han ingen Del tog i Muselmændenes Bønner og Ceremonier. Bevæggrundene hos ham til at lede disse Processioner kan jo være delte, rnaaske baade for at behage disse sine muhammedanske Undersaatter, dels for at faa Lejlighed til at vise sig for Folket i al sin Værdighed. Der kan jo nok gaa en tvivlende Tanke igennem en, om vor [i] det ydre saa simple Gudstjeneste vil slaa an iblandt Folket — dog, vor Trøst er, at den Hellig-Aand er med I vort Arbejde, og han kan sejre over Løgnens Aand hos dem, som vil frem til Sandheden. Guds Navn og andre dybe Udtryk i det religiøse Sprog: Syndstilgivelse, Guds Velsignelse o.s.v. er saa ofte paa deres Læber, som tror paa Muhammed, at hele deres Liv, Handlinger saavelsom Ord, synes at komme ud af en Løgnemaskine, som arbejder altid.
Der har været skrevet og talt og tales endnu om en kraftig Hedningemission her i Central-Afrika - Herren vel signe disse Talsmænd. Men - spørger jeg ofte mig selv - vil det alligevel lykkes tilfredsstillende, hvis der ikke bliver taget alvorligt fat iblandt Muhammedanerne i deres Centrer imod Nord, saa at der bliver sat Splid i deres Rækker. Herren bøje de styrendes Hjerter til at se det og kalde dertil en Flok vel udrustede Arbejdere.
Hvilket Arbejde er der bleven udført her og udføres?
Af fysisk Arbejde er Grundene her blevne beredt til Byggeri af en stor Flok Arbejdere, ca. 50—70. Al Trævækst, som var uden Betydning, er bleven ryddet, Grundene jævnet og en Mængde Jord samlet til Ophøjning af Byggegrundene. En af Dagene drager jeg med Flokken ud i Skoven for at fælde Træer til Bygningerne. Vi søger nemlig et specielt Palmetræ, som de hvide Myrer vil lade i Fred.
Efter at Træerne er fældede, begynder jeg Opførelsen af Murene. De 35 Huse, som jeg har planlagt til Bygning her ved Shellem, haaber jeg. er færdig inden Juni Maaned. Det kan synes mange, men det er dog ikke for mange, naar her bliver fuldt besat.
Vi haaber ogsaa, at der er aandeligt Frugt, selv om vi intet ser. Ved Andagten om Morgenen lader jeg alle Arbejderne gentage Fader Vor og Trosbekendelsen paa Hausa sproget. Snart føjer jeg de 10 Bud til. Naar disse ti Bud med Fader Vor og Trosartiklerne er vel lært af dem paa Hausasproget, vil de samme Ting blive lært dem i Kanakurusproget.
Jeg gaar ud fra, at naar de ti Bud, de tre Trosartikler og Fader Vor er kendte, betyder det langt mere end Tusinder af mine Ord. Mine Ord kan gaa ind af et øre og ud det andet - disse velprøvede ægte Perler maa bære megen Frugt.
Nogle Sange paa Hausa saavelsom paa Kanakuru har de lært udenad; dem synger de nu daglig ved deres Arbejde.
De blander den ene med den anden og Vers ind i Vers, men den enkelte Linie med sit eget, talende Sprog, som Gang paa Gang gaar gennem deres Hoved, maa bære Frugt i sin Tid.
Julefesten stunder til. Gid vi kunde faa Budskab om inden Jul, at Krigen er standset og Freden sluttet, Selv om vi er paa Afstand, lider vi dog alle med Eder ved Krigens Rædsler.
Sudanvennerne i Amerika og Danmark ønskes fra os begge en glædelig Julefest og et velsignet Nytaar.
Eders Udsendinge
Eline & M. Uhrenholt
|