Menu List MENU
Velkommen
Mogens M. Uhrenholt
Eline M. Uhrenholt
Parrets breve
Thellefsine Uhrenholt
Niels Marinus Rahbeck
Esther Elisabeth Uhrenholt
Øvrigt persongalleri
Selvbiografier
Statistik fra Shellem
Kirkerne i Shellem
Sygdommen
Gravene i Shellem og Numan
Geværet
Konferencerne i Numan
Mindestenen i Westby
FILM - Shellem 1919
FILM - Dr Mogens Uhrenholt
FILM - Torbens Amna-besøg
FILM - Numan 2006
FILM - Centenary Lecture 2018
Tidslinje
Kort
Litteratur
Presse
Links
Tak til
English summary
Book et foredrag
Kontakt

Mogens M. Uhrenholts indvielsestale
Helligkorskirke, onsdag den 24. nov. 1915. Tekst: Job 22, 21 30.
Talen er gengivet efter "Sudan", nr. 1, 1916.



Forligelse er nødvendig: I den syvende Maaned paa den tiende Dag i Maaneden skal man gøre Forligelse for eder til at rense eder; for alle eders Synder skulle I vorde rene for Herren," lød det i den gamle Pagts Tjeneste.

Da Korah og hele hans Hob var ødelagt, knurrede Israels Børns Menighed mod Moses og Aron og sagde: "I have slaaet Herrens Folk ihjel!" Herren blev vred og vilde ødelægge Israel og slog dem med en Plage til Døden. Moses skyndte paa Aron, at han skulde gøre Forligelse for Folket og derved standse Plagen, som den jo ogsaa blev.

Her har vi en Opfordring til et enkelt Menneske: "Forlig dig med Herren" — og endda til en Mand, om hvem der kunde siges: han var retskaffen og gudfrygtig og veg fra det onde.

I den nye Pagt møder vi den Forligelse, den gamle Pagts Børn saa hen til, og den du og jeg alene kan leve ved, nemlig Jesu Forligelse, som Paulus omtaler i 2 Kor. 5 Brev, 19. V.: "Thi Gud forligte i Kristus Verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres Overtrædelser og har oprettet Forligelsens Ord iblandt os."

Og i Vers 20 opfordrer han til: ,Lader eder forlige med Gud."

Hvorfor denne Forligelse?

For at reddes, frelses fra Synden, som vil skille os fra Gud; thi skal du og jeg blive i Synden, vil denne altid gøre vor Vej mørk paa Jorden, og Døden, baade legemlig og aandelig, er Følgen. Der er ingen Adgang til Gud uden gennem Jesu Betaling.

Hvorledes findes Forligelsen?

Det lød til Job: „Tag imod Lærdom af hans Mund og læg hans Ord i dit Hjerte." Læs Ordet, hør Ordet og tro det. Lad Ordet om Synd og Naade faa en stor Plads i dit Hjerte. Betænk det store Ansvar at have været Genstand for Kaldelsen fra dette Ord. Jesus sagde, lige før han paa Korsets Træ betalte for vore Synder: „Det Ord, som jeg har talt, det skal dømme ham paa den yderste Dag." Hvem? Den der foragter ham og ikke annammer hans Ord."

Det lød ogsaa til Job : „Fjerner Uret fra dine Telte." Det er nødvendigt at være villig til at udlevere alt, Lyset maa skinne ned i hver en Krog. Om Frelseren hedder det i Hebræerbrevet: „Han elskede Retfærdighed og hadede Uret."

Villigheden hos Job til at gøre de to nævnte Ting, vilde bringe ham Fred. Godt skulde der saa komme til ham, og han skulde vorde genopbygget. De samme Velsignelser med de mange andre i Teksten nævnte vil komme til et helt Folk, ethvert enkelt Menneske, Kirken paa Jord eller et enkelt Samfund inden for Kirken, hvis Ordet stadig er lagt paa Hjertet, og Uret fjernes fra Teltene.

Da den levende Menighed her i Danmark er kommen sammen i Aften her i den dejlige Helligkorskirke, ikke særlig for min Hustru og min Persons Skyld, men for at fremme Sudans Børns aandelige Vel, vil vi kortelig benytte Teksten til at belyse dette Fofhold: Afrika og den levende Menighed i Danmark.

Forligelse kommer ogsaa ind i dette Forhold. En Kirke, der ikke vil lade Ordet have frit Løb i sig om Synd og Naade, vil snart have megen synlig Uret i sit Skød, baade Overtrædelsessynder og Efterladenhedssynder. Meget Mørke vil følge den, hvis ogsaa den undlader at tage denne Lærdom af Ordet: "Gaa ud i Alverden og gør alle Folk til mine Disciple osv." Kirken svarer ikke nu saa afgjort i Blindhed som før paa Spørgsmaalet: Har vi ikke Uret i vor Skød, hvis vi ikke bringer Ordet til dem, som ikke har det?

Den tyske Kirke svarede en Rigsgreve, der i Middelalderen spurgte Kirken. hvad den tænkte om Udbredelsen af Evangeliet til Østen, Vesten og Syden: Folket i Østen har haft Adam, Noah og Apostlene, og hvorfor beholdt de ikke Lyset; Herrens Befaling om at gaa ud gjaldt kun Apostlene, og desuden var det den kristne øvrigheds Pligt, som underlagde sig Landene ved Sværdet at bringe dem Lærere og bygge Kirker. Ligesaa svarede en Del af den engelske Kirke Skomageren Carey, da han i en Forsamling fremlagde Kirkens Pligt at gaa ud med Evangeliet: "Sæt dig ned. unge Mand, hvis Gud ønsker Hedningerne omvendt, vil han selv finde sine Midler."

Disse Mænd anede ikke, at Gud kun ønskede frivilligt Mandskab. Og det har jo vist sig. Intet virkeligt Missionsarbejde har foregaaet, før denne Trang er fremspiret hos den enkelte i den levende Menighed, og disse enkelte lagde Kræfterne sammen.

Taksigelse til Herren burde gennemstrømme vore Hjerter over, at den danske Menighed tog Lærdom af Ordet, saa den fandt sig selv skyldig at gaa ud med Evangeliet til Kina. Indien, østerlandene, og til Japanerne og Indianerne fra den danske ev. lutherske Kirke i Amerika, og dermed fjerne Uret fra sig, denne Uret, de havde ventet saa længe med at faa fjernet.

Denne Aften takker vi særlig for, at nogle Mænd ud af den levende Menighed herhjemme saavelsom blandt danske i Amerika lærte fra Ordet, at Evangeliet skulde ogsaa til Negeren i Afrika, og at vi maatte være med. Vi havde ogsaa Uret at fjerne fra os paa dette Punkt. Livingstones Testamente blev ogsaa fremlagt for den danske Menighed Snart lukker jeg mine øjne paa Afrikas Jord, sørg for, at Afrika aldrig bliver lukket igen. Jeg har forsøgt at aabne det. I min Ensomhed tilføjer jeg dette: Guds rigeste Velsignelse hvile over den, hvad enten han er en Amerikaner, Englænder eller Tyrk, som vil være med til at læge Verdens aabne Saar.

Den danske Menighed har svaret „Ja", og Velsigne-serne er strømmet til den, ligesom de gjorde til Job da han naaede til at sige: "Herren alene Æren."

"Hav saa Fred."

Saadan lyder det til den danske Menighed; til dem som beder og arbejder for Sagen og glæder sig over, at den Byrde, som hvilede tungt paa dem: "Afrikas Frelse". begynder at rulle bort. De var aldrig glade, saa længe de vidste, at Danmark ingen Lod og Del havde i Afrikas Frelse.

Og mange, som endnu ikke kan tage aktiv Del i Sagen, men maaske har begyndt at bede for den, siger ogsaa: "Dejligt, at nogle Venner løfter der, hvor jeg i Grunden burde løfte."

„Godt skal der komme til dig," og det er begyndt at komme. Troen har maattet forøges hos den enkelte. Disciplene bad: "Herre, forøg os Troen." Og denne forøgede Tro har jo drevet til mere Arbejde. Haabet er ogsaa blevet større; de Sjæle, som er lagt ind under dette Arbejde, haabes der for. Kærligheden er ligeledes bleven større; thi dette at kunne elske flere Mennesker, ved Bøn og ved Gaver, sker ikke uden du har tilegnet dig mere af Kristi Kærlighed, eller rettere ham selv. Er alle disse Ting ikke herlige Goder! Det lønner sig at give bort af sit eget og modtage fra Gud. Der bliver altid Overskud.

"Du skal blive genopbygget," lød det.

Mangen en Kirke er bleven reddet fra aandelig Død ved at tage fat paa Fjernelsen af den Uret, som det er ikke at bringe Evangeliet ud til andre. Alle Kirker bliver derved rent økonomisk bedre stillet. Naar de begyndte Arbejdet, fjernedes Træthed og Tvistigheder, medens Troen med Frimodighed kom tilbage; Naadekilderne: Ordet, Sakramenterne og Samfundet sprudler mere. Og da Skibet løb af Stabelen og sejlede bort til sin Gerning, glædede de sig alle. Bønnen og Arbejdet bandt dem mere sammen.

Herren bevare disse Gaver, som er givet til den danske Menighed, fordi den ikke glemte Afrika.

Midlet dertil er lige ved Haanden.

"Kast dit Guld i Støvet eller blandt Bækkens Stene, saa skal den almægtige være dit Guld, være dig Dynger af Sølv og du skal fryde dig ved den almægtige."

Som et Menneske kan trampe paa Støv uden at vide, at det er blandet med Guldstøv, eller kan betragte Vandet, som risler hen over Bækkens Stene uden at ane, at der muligvis er Guld derimellem, saaledes vil Herren, at vort eget: Vor Kundskab og Udholdenhed, ven Arbejde og vore Kræfter skal regnes. Vi skulle aldrig kunne finde det igen, men leve af Herrens Naadekilder. Hvor trygt kan der saa ikke hviles i, at Arbejdet vil lykkes. Ingen vil søge deres eget.

"Du skal bede ham og han skal høre dig, og du skal betale dine Løfter." I Ivrighed kan Arbejderne hjemme saavelsom ude have givet Herren mange Løfter angaaende Arbejdet, som ligger for. Forunderlig Forjættelse, vi har for os her. Herren vil hjælpe os til at holde dem. Marken derude kan saa blive besat efter Guds Vilje. Vennerne hjemme hjælpes til at holde de Løfter, de bar givet Arbejderne ude; Arbejderne ude til at holde Løfterne til dem herhjemme. Arbejderne derude vil mindes deres stille Løfte, som maaske intet Men-neske fik at vide, nemlig at de altid vilde anerkende deres Medarbejderes Arbejde, for at Arbejdet kunde lykkes. Og vi derude vil glædes over samme Sindelag herhjemme. Det er lettere at give Løfter end holde dem. Vi beder den danske Menighed om aldrig at glemme at bede Gud om, at at vi, som er derude, maa være en Enhed i Kristus i Arbejdet. Vi bryder os ikke om at blive ensartet ; thi saa bliver sikkert Arbejdet daarligt, men derimod om at blive eet i Gud.

Lader os gensidig bede om, at vi altid maa holde dette Løfte: "Herren alene Æren."

"Sætter du dig noget for, skal det Lykkes; over dine Veje skal der skinne Lys."

Stadig fremad skal være Løsenet, og naar der er begyndt i Lyset, er det begyndte bestaaende, og der kan bygges videre i godt Haab, naar disse to Sider haves for Øje, Grundighed og Uforfærdethed, fordi Herren er med.

Da den store Panama Kanal skulde fuldføres af Amerika, efter at Franskmændene havde opgivet Foretagendet, gjorde de først en Ting, der maaske saa ringe ud, nemlig ødelagde Myggene, som førte Malariabacillen omkring, saa at der kunde blive sundt i Distriktet for Arbejderne. Grundigt og i Visdom blev dette Kæmpearbejde begyndt, og derfor kunde det fuldføres.

Da Nehemias skulde opbygge Jerusalem, maatte der arbejdes under Vanskeligheder og Spot fra Folket, som boede omkring Staden. "Gud skal lade det lykkes for os," sagde Nehemias, og i denne Tillid til Gud arbejdede han uforfærdet. Herren hjælpe os til at bruge disse to Principper: Grundighed og Uforfærdethed i Gud.

"Hvor Vejen fører nedad, skal du søge opad." Hvor kan ikke Fejlgreb, Tvivl, bitre Erfaringer, Uforstand overfor foreliggende Opgaver tynge ned paa dem, som staar med Ansvaret overfor den danske Menighed i denne Sag, baade derude og hjemme, — men Sagen er Herrens, og I vil hjælpe til at sige opad i disse Stunder, og ogsaa tilgive Fejlgreb.

Er vi end greben af: "Kongens Ærinde har Hast," lad saa ogsaa Ordet: „Den som tror, haster ikke" raade.  

Jeg tror, at mangt et Tryk kunde undgaas, hvis der ventedes længe nok paa Gud i alle Tilfælde.

"Han skal redde endog den, som ikke er uskyldig, og reddes skal han ved dine Hænders Renhed."

Disse Hedningefolk er ikke uskyldige. De ere døde i Overtrædelser og Synder, som Paulus skriver i Ef. 2, Det som Hedningerne ofrer, ofrer de til Djævelen, siger han til Korinthierne. Uden Haab og uden Gud er deres Liv dernede i Sudan, saa længe Jesus ikke er stillet iblandt dem.

Er den udsendte Skare forligt med Gud, villig til at kaste sit eget Guld i Støvet, leve derude med hinanden, saa Hedningen kan se, at de elsker hverandre, og mærke, om end uset af dem, at en stor Skare af samme Slags staa herhjemme i Danmark, saa skal Sudans Børn frelses ved det Evangelium, som vi bringer dem. Amen. 

Eders Udsending
Mogens M. Uhrenholt.

 

 

 

 

 



 

Denne side administreres med SmartCMS ® 2008