Menu List MENU
Velkommen
Mogens M. Uhrenholt
Eline M. Uhrenholt
Parrets breve
Thellefsine Uhrenholt
Niels Marinus Rahbeck
Esther Elisabeth Uhrenholt
Øvrigt persongalleri
Selvbiografier
Statistik fra Shellem
Kirkerne i Shellem
Sygdommen
Gravene i Shellem og Numan
Geværet
Konferencerne i Numan
Mindestenen i Westby
FILM - Shellem 1919
FILM - Dr Mogens Uhrenholt
FILM - Torbens Amna-besøg
FILM - Numan 2006
FILM - Centenary Lecture 2018
Tidslinje
Kort
Litteratur
Presse
Links
Tak til
English summary
Book et foredrag
Kontakt

Undersøgelsesrejse til Shellem
Nedenstående brev er gengivet i bladet "Sudan", nr. 11, november 1917, s147ff.

Læs brevet på engelsk.
 

Numan, 25. Juli 1917.

Kære Sudanvenner!
Min hustru og jeg har foretaget en Rejse til Shellum, som vi vil meddele Vennerne noget om. Hensigten med Rejsen var at opnaa en Hviletid efter fuldendt Byggeri, som det blev min Lod at lede, da Missionær Kjær ikke var naaet herud. Vi valgte Shellum for derved at faa Lejlighed til at blive kendt med Kanakuraerne i Shellum og Omegn. Da en Missionsstation jo tænkes anlagt der, saa snart det kan ske, havde det jo ogsaa sin Interesse at blive kendt i disse Egne.

Den 5. Juni pakkede vi sammen til Rejsen. Rejselivet i Afrika kræver, at man skal medføre alt. Her findes jo ingen udstyrede Herberger.

Oppakningen skal indbefatte foruden Tøjet: Senge, Borde, Stole, Køkkenredskaber, Proviant osv., saa det maa ikke forundre nogen at høre, at der skal 12 Mand til at bære disse Ting, skønt vi kun tog det mindst mulige med, og skønt alle blev godt læssede.

Klokken 6 næste Morgen mødte vore 12 Bærere, hvoraf fire bar min Hustru i en Hængekøje. Jeg selv red paa en Hest; vore Husfolk og Hestepasseren hørte ogsaa til Følget. Efter at vi havde sagt Farvel, og Vennerne havde ønsket os en god Rejse, blev vi færget over Floden til Imburu. Derfra gaar Vejen Nord paa til Shellum. Al Rejse i Afrika over Land foregaar i Gaasegang, hvad der er bleven en Vane, fordi de ikke har kendt til Veje, men har snoet sig frem over Mark og Skov, hvor det var lettest at bane Vej. For os, som ligger i Hængekøje eller sidder paa Hest, falder det lidt svært, naar man gerne vil samtale underVejs. Derimod fristes Bærerne jo ikke meget til Samtaler, saa længe de har 60 Pund paa Hovedet. Selv om de intet bærer, og Vejen er bred nok til at færdes Side om Side, gør de det ikke; ønsker de at samtale, taler de højt. Naar et saadant Rejseselskab er velordnet, ser det saaledes ud: Kokken leder Toget; han er ikke forpligtet til at bære noget, men skal være første Mand ved den første Hvileplads og sørge for, at Vand og Ildebrændsel er bragt til Veje og da begynde at tilberede Maden. Efter ham kommer Bærerne, hvoraf han, som bærer Stolene, er den ledende, saa Stolene er udpakkede, naar Herskabet ankommer. De følgende Bærere kommer, som det træffer sig; derefter Herskabet efterfulgt af Drengen eller Drengene, som betjener Hestene, og de personlige Tjenere. Fredeligt er et saadant Tog, om end Udseendet er krigerisk; thi enhver af Bærerne har et Spyd i den ene Haand og ofte 3-4 i et Hylster, en Kniv eller et Sværd i et Bælte; enkelte har en Bue med tilhørende Pile hængende over Skulderen. Deres Legemer er omtrent nøgne; Bachamaerne har opflettet Haar stivet af ved Indsmørelse af snavset Smør. Paa en saadan Rejse medfører de ogsaa en Skindpose, som er lavet af et Skind, krænget af en Kalv eller et andet Dyr. I denne bærer de deres Mad. Min Dreng, der sluttede Toget, bar min Bøsse over Skulderen; det hele havde derfor Udseendet af, at vi skulde hen og overfalde en By, slaa Mændene ihjel og tage Kvinder og Børn som Fanger, ligesom der blev gjort her i gamle Dage.

Som alle Veje i gamle Dage førte til Rom, saa fører her endnu næsten alle Veje til Kano; Rejsen gaar imod Nord langs med den vestlige Bred af Gongola Floden. Den første By, vi passerer, efter at have forladt Imburu, hedder Bilashi; den ligger dog paa den modsatte Side af Floden. Folket i den hører til M'bulastammen. Den næste By hedder Bara eller Wukaden. Der gjorde vi Holdt for at hvile en Stund, hvad især Bærerne trængte til. Vi blev modtagne af Høvdingen og hans Raad samt af mange af dem, som havde haft de tropiske Saar, men nu var blevne helbredede hos os I Numan [se brev. Link kommer, så snart dette er digitaliseret]. Jeg meddelte i mit forrige Sudanbrev, at de fleste af vore liggende Patienter var fra den her nævnte By. Høvdingen stillede i en snavset Kjortel, men havde næppe mere end den ene, og da vi kom uventet, havde han jo ingen Tid til at vaske den. Hoffolkene ejede ikke mange Klæder. Under Samtalen sas min Hustru og jeg paa en af vore Kasser, der ikke var alt for meget tilsmudset af Smør fra Bachamaernes Haar, medens de, som modtog os, sad paa Jorden, og Høvdingen og hans Raad lugede Græsset af Jorden. Enten var det af gammel Vane, at han skulde have Fingrene i Jorden, eller ogsaa var det af Undseelse.

Kl. 1 om Eftermiddagen naaede vi Byen Kiri, hvori der bor en Del Kanakura-Folk. Kongen af Shellums Distrikt begynder nemlig der. Der gjorde vi Holdt til næste Morgen. Naar Bærerne har baaret 7-8 Timer om Dagen, forlanges der ikke mere af dem. Ved Ankomsten til en By anser de forskellige Konger, som de kaldes i Hausasproget, det som deres Pligt at komme og hilse. Nogle af dem skal møde, f.Eks. Hovedkongen i Byen og Kongen over Hvilehuset; sidstnævnte skal nemlig skaffe Ildebrændsel, Vand og Fødevarer, saafremt man ønsker det.

I Kiri mødte Kongen over Kanakuraerne i Byen, Kongen over Fulanerne og Kongen over Hausaerne, hvoraf der dog ikke findes mange i Kiri. Desuden mødte Kongen over Markedet. Deres Svar, som kan afgøres med ja eller nej, er mest Løve, Løve [?. red.] Den 7. Juni om Morgenen Kl. 3 kaldte min Kone, og da vi havde spist og pakket sammen igen, fortsattes Rejsen Kl. 5. Den første Del af Dagen er behagelig at rejse i, men efter Kl. 8 begynder Solens stærke Varme at gøre sig gældende. Min Kone valgte at gaa en halvanden Times Tid i Stedet for at ligge i Hængekøjen. Den første By, som passeres, kaldes Talum og beboes ogsaa af Kanakurafolk. Den næste By er Gugu, i hvilken der bor Longudafolk. Der paastaaes, at de af denne Stamme, som endnu bor paa Bjergene, spiser Mennesker. Efter Byen Gugu kommer vi til Byen Banjeram, som ogsaa beboes af Longudafolk. Der modtog en Søn af Kongen  i Shellum os og bød os Velkommen til hans Faders Land. Kongen over Byen Banjeram sendte os en Høne som Gave, da vi holdt Hvil der en Stund.


På vej til Shellem. En Longudaby. Længst til venstre ses kornbeholdere.
Gengivet efter "Sudan", nr. 11, nov. 1917.


Ved Middgastid stod vi ved Flodens vestlige Bred lige overfor Shellum, som ligger paa den østlige Bred. Vi standsede ved en lille By, som kaldes Lukumna og maatte vente der paa en Baad, da der for Tiden er saa meget Vand i Floden, at vi ikke kunde gaa over den. Over en afskaaren Part af Floden maatte vi dog vade. Min Hustru maatte bæres over paa Nakken af den højeste af Bærerne, vi kunde finde.

Vi naaede Shellum Kl. 2 Eftermiddag efter en god Rejse, dog noget ophedet af varmen. Vi blev modtagne af 2 af Kongens Mænd, klædte i røde Kjortler. De skulde byde os Velkommen; Kongen selv var nemlig ude for at indkræve Skat. Morgenen efter Ankomsten bragtes Huset i Orden med de faa medbragte Sager. Vor Bolig bestod af to smaa runde Hytter, forbundne med en Veranda. Loft og Vægge var fulde af hvide Myrer [termitter. red.], som æder alt. Det eneste, de lader urørt i et Hus, er Sten. Jeg frygter for, at det vil blive en Plage for dem, som skal bo i Byen. Vi maatte hænge alt op frit svævende i Luften og dog vare vi ikke sikre, da Myrerne faldt ned fra Straataget. Under Maaltiderne maatte alt  være tilhyllet, hvis man ikke ønskede at faa en Myre ned med Maden. Paa Gulvet havde vi 2-3 Tommer Grus at vade i. Ingen hvid Mand har passeret Shellum, siden Dr. Brønnum og jeg var der for et halvt Aar siden; kun faa Hvide passerer Byen, da Hovedvejen ligger paa den anden Flodbred. Anden Dagen vi var der, blev der bargt os 6 syge, som vi selvfølgelig behandlede. Jeg havde taget Medicin med samt nogle Forbindssager for at være belavet paa at modtage syge, om de skulde komme. Det var rygtedes, at Likita (Lægen) vilde komme til os daglig. Vi havde 120 forskellige Patienter til Behandling i de 4 Uger, vi var der. Patienterne var mest Longudaer og Kanakuraer. Der var enkelte af Lalla-Stammen og en Mand fra Wajas Stammen. Iblandt de syge var Kongen selv. En Hest havde bidt ham i Fingeren. Tre af Kongens maaske 40 Koner ialt blev ogsaa behandlede hos os. Da Kongen kom til os hver Dag i nogen Tid, havde vi mange Samtaler med ham i Hausasproget, som han kunde tale.

Han var den første Gang iført en blaa Kjortel, broderede Benklæder af mange Kulører samt sorte Strømper. Til daglig saa man ham aldrig klædt uden i en halvsnavset Kjortel og med bare Fødder. Han bar ofte en dusket Pisk, vel sagtens til at jage Insekter bort med. Vi havde Lejlighed til at se ham drage en Tur ud i hans Land for at kræve Skat. Paa saadanne Ture ifører han sig hele sit Skrud og har et Følge af en 40 Mand til Hest med Musik i Spidsen. Han faaer en betydelig Løn af Regeringen; vi fik det Indtryk, at han brugte Pengene til at købe Kvinder og Heste for. Vi besøgte ham en Dag i hans Kongeborg, men fandt ingen Storhed der. En Hytte brugtes til Opholdssted for ham og hans Raad; i den fandtes en Forhøjning til ham selv med nogle Tæpper paa, ellers intet; Raadgiverne maatte sidde i det rigelige Snavs paa Jorden. Antagelig gaar deres Tid med at fortælle Historier og drikke Øl; meget virkeligt Arbejde gør de vist næppe. Vi saa ogsaa hans Sovekammer, som bestod af 2 mørke Værelser uden noget Bohave. Kvindernes Opholdssted, som vel nok vilde have interesseret min Hustru mest, fik vi ikke at se. Kongen er snart en gammel Mand, meget groftskaaren, men giver Indtryk af at være en forstandig Mand, selv om han er en aldeles ulærd Mand. Han vil næppe bede om at lære at læse og skrive, saafremt vi kommer til Shellum at bo, men en af hans Folk sagde til mig, at hvis vi kom til Shellum, saa vilde han gerne, om jeg vilde lære ham disse Ting; det lovede jeg. Kongen kan blive en Hjælp i Missionsarbejdet, saafremt han vil stille sig venligt; gaar han imod os, bliver det for os at se et Tab at have Missionsstation i hans By; thi han kan derved hindre Folket i at komme, selv om de gerne vil, da de af Byens Indbyggere, som bor i Nærheden af Kongen, føler sig meget bundne af ham.

Ved siden af Behandlingen af de mange syge foretog jeg adskillige Ture og gæstede alle 3 Stammer i hans Distrikt: Kanakura-Folket, Longuda-Folket og Lalla-Folket. Nogle af Turene vare saa anstrengende, at min Hustru foretrak at blive hjemme, saa min Dreng Pito og jeg gjorde dem til Hest.

I en Lalla-By, Deban, som jeg besøgte, havde ogsaa nogle Bachamaer slaaet sig ned. Da de hørte, at jeg boede i Numan, steg deres Interesse meget for mig. Deres Høvding vilde absolut have Lov til, at han og hans Folk maatte danse for mig. "Vi vil danse, ligesom de danse i Numan," sagde han, "naar en saa stor Mand kommer til os, maa vi danse." Vi sad under et Træ og talte sammen; paa et Vink af Høvdingen var snart hele Skaren samlet, gamle som unge, ca. 80 Mennesker. Trommerne lød fra de tre gamle Musikanter, og hele Flokken begyndte deres trippende Danse, den ene efter den anden dannede en Ring. Det var en interessant Skare at studere. Mændene havde Spyd i Haanden eller en Sabel, som blev ført gennem Luften i Takt med Musikken og Vekselsangen; en ældre Mand trippede inde i Ringen og samg en Strofe af en Sang; de dansende svarede med en anden. Mændene havde alvorlige Ansigter; maaske disse Danse mindede dem om gamle Dage; naar der kaldtes til Krig ved Dans, Musik og Sange om Tapperhed. Kvinderne, særlig de ældre, hvoraf der var adskillige, var ikke mindst ivrige. De gjorde alt for at forynge deres Bevægelser; deres Ansigter vidnede om Hengivelse i drømmende Tanker; maaske de ogsaa mindedes gamle Dage, da de drømte om Storhed, vunden af en af de bortdragende til Krigsskuepladsen eller maaske om gammel Elskov, som Sangen fremtryllede. De yngre Mænd og Kvinder syntes kun at være overfladisk optaget deraf; de manglede Gnisten, som de gamle havde bevaret fra ældre Tider. Børnene trippede om og prøvede paa at gøre som de voksne. Mange af de dansende havde Jernringe om Anklerne, som raslede imod hinanden ved Fodtrinene. Alle havde de hængt paa sig det bedste, de havde, dog ikke Klæder (dem havde de vist ikke mange af), men Perlekranse, Benstumper, smaa Læderting osv. Kongen over den lille Forsamling blandede sig i den dansende Skare. Han var iført en Kjortel og en Hue, som lignede en gammel Nathue, saaledes som ældre Folk brugte dem hjemme for Aar tilbage. Den havde en Dusk i Toppen. I den ene Haand havde han en Pibe, meget primitivt udskaaren af Træ, og i hans Lomme sad en anden Pibe, lavet af Ler med et langt, krumt Trærør. I Mangel af andet, slog han Takt i Luften med Piben. En Sang blev sungen til min Ære. Den bestod af en Linie, som blev sungen atter og atter. Min Dreng Pito, som forstod Sproget, oversatte til mig på Hausa. Paa Dansk lød den saadan:

"Evropæeren er kommet til vor By."


Kongen i Numan, gengivet efter "Sudan", nr. 11, nov. 1917, p. 161


Kongen skelede hen til mig engang imellem, som om han vilde sige til mig: "Er mit Folk ikke glimrende Dansere?" Som hjemme i den civiliserede Verden saa her enhver Stamme tænker meget om sig selv fremfor andre. Paa mit Spørgsmaal til Kongen og hans Raad, om alle de omboende Folk var Lalla-Folk, blev jeg svaret med lidt Ringeagt i Tonen: "Ja, alle disse ere Hedninger." Dog de er det selv. Men jeg tror nærmest, at Ordet Hedning i deres Mund betyder, at disse Folk staar under dem i Visdom. Det er nu et Spørgsmaal om det passede; thi der sad em syg Mand og saa paa Dansen, jeg bad Kongen om at sende ham til Hest til Shellum, saa skulde vi læge ham. "Ja," sagde Kongen, "men vi har ingen Hest; saafremt vi kan laane en af Lalla-Folket, skal han komme." Lallaerne forstod ikke at danse, sagde de, men Lallaerne ere jo klogere, naar de sørger for at have Heste og ringeagter Dansen.

Jeg fik næsten ingen Tid til at skænke Lallaerne en Tanke. Lallafolket boer i smaa Byer inde imellem Bjerge. Antallet af disse Folk skal være omkring ved 3000. Endnu ere de lidt fremmede for den hvide Mand og holder sig tilbage; de bjerger Føden ved at fyrke Jorden, hvor de bor, uden at drive Handel med nogen andetsteds.

Longuda-Stammen har været mere i Berøring med Evropæerne, da de bor langs med Hovedvejen. Jeg besøgte adskillige af deres Byer. Mange af dem ligger endnu dels oppe i Bjergene, dels paa Bjergskraaningen imellem Stenene. En af Byerne, jeg besøgte, hedder Guo. Der blev jeg modtaget af Høvdingens Raad; to af dem var til Hest, Resten til Fods. Jeg ønskede at se Byen, og Raadet med vel nok den øverste i Spidsen ledte mig. Deres Embedsansvar er vist kun dette at være Kongen eller Høvdingen til Underholdning. Byen ligger dels paa Skraaningen af et højt Bakkestrøg, dels paa Toppen af samme. To af det omtalte Raad red til Hest; saa kunde jeg jo ikke andet end ride; thi kunde de ride op ad den stejle Sti, som var meget ujævn, kunde jeg jo ogsaa. Fra Sten til Sten gik Turen opad forbi Husene, indtil vi naaede Topen og gjorde Holdt udenfor Høvdingens Hytte. Til stor Morskab for dem affyrede jeg en Salut paa 3 Skud fra min Bøsse henimod andre Bjerge nær ved. Ekkoet af Lyden var baade højt og langvarigt, saa Skuddene lignede mere Kanon- end Bøsseskud. Fra denne By havde jeg god Udsigt over Longuda-Stammens Land med mange af deres Byer. Disse Folk bebor et rigt Agerdyrkningsdistrikt.

Var det farligt at ride derop, var det endnu farligere at ride nedad; men ned kom vi i god Behold. Denne Stamme begynder nu at rykke ned paa Sletterne, da her er Fred imod tidligere Dages Ufred. Derfor behøver de ikke Bjergene som naturlige Forsvarsværker mod angribende Fjender.

Jeg besøgte de fleste af Kanakura-Stammens Byer. I flere af disse er de ikke vante til at møde hvide Mennesker. Kvinderne gaar ofte langt ud paa Marken, naar man møder dem. Jeg lærte at bruge deres Hilsen: "Kanaku, Kanakininga, Kanakura"; naar jeg saa tilraabte dem med denne, fattede de Mod og hilste igen. Mændene, som arbejdede paa Marken, ofte 20-30 Mand med hver sit lille Hyppejern, tilbereder en Dag en Mands Jord og en anden en andens; de forlader Arbejdet og kommer til Vejen for at hilse, naar man passerer. Alle lægger de sig paa Knæ i Rad, ofte sætte de Panden imod Jorden og siger Løve. Hvis en Kvindeskare arbejdede der i nærheden paa en anden Mark, blev de paabudt at standse Arbejdet, medens jeg passerede; dog maatte de ikke hilse, hvis jeg gjorde Begyndelsen.

Der er noget ideelt i, at en lille Landsbys Befolkning arbejder saadan Haand i Haand.

En Dag, jeg kom ridende, mødte jeg 3 unge Mænd paa 18-25 Aar siddende under et Træ; hver havde et Spyd og en Stenslynge. De sad der for at passe paa, at Fuglene ikke skulde tage den nysaaede Sæd. Da de saa mig, blev de saa forskrækket, atr de kastede sig selv ned paa Siden og krøb sammen; med den ene Haand dækkede de Ansigtet og med den anden strøede de Jord paa deres Hoveder og gentog med bævende Stemme Løve. Skulde nogen være Løve, maatte de da være det; thi jeg var vaabenløs, de deriomod havde 3 lange Spyd. Jeg maatte le af disse tre store Gutter, som laa der skælvende for min Hests Fødder, men i mit Indre bedrøvedes jeg over dette Slavesind overfor en Mand med en anden Hudfarve. Hvor anderledes opmuntrende og forfriskende vilde det ikke have været, om disse Mænd havde rejst sig og frejdigt havde set paa mig og hilst mig ærbødigst paa en mere mandig Maade. Ved Siden af Titelen "Løve" kan man blive tiltalt "Baba" (store) eller "Verdens Konge".

Vi læser fra Kina og Indien, for ikke at tale om Japan, at vore Missionærer møder kristnede Mænd, med hvem de kan spise og dele ogsaa dette Livs Interesser paa en intelligent Maade og kan fortælle om Mandskarakterer, de har mødt i det fremmede. Men her fra Afrika vil lidet af denne Slags høres i lange Tider. Vi spørger os selv mange Gange: "Afrika, hvor gemmer du dine Mænd i dit Skød?" Vi maa haabe og bede om i Tro, at Kristendommen engang vil skabe saadanne, som kan blive vise Ledere for Mængden. Mændenes Interesser her gaar meget lidt ud over at have Maven fuld og købe sig en ny Kone. Kvinderne skal have Bank engang imellem, siger Mændene, ellers kan de ikke styres. Det nævnte giver et lille Indblik i det Mørke, som Guds hellige Aand maa trænge igennem herude.


Bachamakvinder vender hjem fra fiskeri. Gengivet efter "Sudan", nr. 11, nov. 1917.


Den ene Rejse i Kanakura-Stammen gik langs Gongola Flodens østlige Bred; for at naa ud til saa mange Byer som muligtred baade min Dreng Pito og jeg. Vi skulde nemlig være tilbage i Shellem, inden Mørket faldt paa, da vi var paalagt at sove der om Natten. Vi begyndte Rejsen, saa snart vi kunde se om Morgenen. Stien, vi skulde følge, snoede sig igennem en Skov med megen Undervækst; man kommer Virkeligheden nær, naar man siger, at af 10 Træer i Skoven her bærer de 8 Torne, ofte meget lange. Naar Stien er lidet befærdet, og Undervæksten er tæt, gaar det ud over Benklæderne. Vi passerer først en lille By, som hedder Beten-Beri, derefter Labao, som ligger 3 Timer s Ridt fra Shellum. Gongola Floden svinger ved Labao imod Nord-vest og optager en Biflod, Haula. Langs med dennes nordvestlige Bred ligger en lang Række Kanakura-Byer. Jeg fik der en kæmpestor Kanakuramand til at finde et Sted ved Floden, hvor vi kunde sætte over paa Hesteryg. Noget vaade blev vi, men Solen tørrede os snart.

Langs denne Biflod passerer vi Byerne: Jeke, Kubo, Dendang, Bokajna og Shani. Vi standsede ved den sidste, som var den største af dem; desuden kunde vi ikke naa videre, da vi skulde hjem til Aften. Alle disse Byer ligger højt, og imellem dem og Floden findes der mange Palmetræer, saa Landskabet er nok saa kønt. Vi blev vel modtagne af Kongen af Shani. Græs og Korn blev bragt til Hestene og Mad til min Dreng. Der bydes aldrig tillavet Mad til en Evropæer. Jeg lod Kongen og hans Mænd se i min Kikkert, hvad der morede dem hjerteligt. Efter en Hvil paa en Times Tid begav vi os paa Vejen hjemad. Kongen over Byen satte sig paa en Hest, ligeledes en af hans Mænd, og flere gik; de fulgte os paa Vej over en Times Ridt.

Solen gik ned, inden vi naaede Shellum; da det er mørkt her i Tropernem saa snart Solen er gaaet ned, og ikke mindst inde i Skoven, kom vi bort fra Stien og red vild. Klokken var syv. Vi havde paa Følelsen, at vi var kun en halvanden Times Ridt fra Shellum, saa vi anstrengte os for at finde Stien, men det var os umuligt. Vi traskede rundt i fire Timer. Var Hestene trætte, var vi endnu mere. Min Dreng syntes ikke om den Tanke, at vi skulde logere i Skoven i Nattens Mørke. De indfødte holder ikke af at være ude i Mørke undtagen i deres By, naar de er i Flok. Maaske Frygten er foraarsaget ved Fortællinger om eller Deltagelse i de gamle Hændelser imellem Stammerne eller Frygten for onde Aander. Jeg selv følte ingen Angest derude i Skoven ved Nattetid. Jeg følte os begge trygge under Guds beskærmende Magt, fordi vi var ude i hans Riges Interesse. For at give Drengen Mod henviste jeg til Guds Magt og Kærlighed og begyndte derefter at synge for at live lidt op i Stilheden. Efter at jeg havde raabt adskillige Gange: "Om nogen hører os, slaa da paa en Tromme, saa at vi kan gaa efter Lyden," tog min Dreng Mod til sig, klatrede op i et Træ og prøvede sine Lungers Kræfter, men lige meget hjalp det. Vi stødte paa nogle Høje; jeg gik op paa en og raabte derfra i Haab om at blive hørt. Ingen hørte mig, men jeg hørte i det Fjerne en Fulani, som raabte højt i Bøn til Muhammeds Gud. Om hans Bøn hørtes af Muhammeds Gud mere, end Baals Profeter i sin Tid hørtes af deres Guder, ved jeg ikke, men jeg ved, at Gud brugte hans Salla (Bøn) til at redde os fra at blive i Skoven hele Natten. Vi red efter Lyden; dog vilde vi næppe have fundet den lille By, hvis vi ikke tilfældigt havde fundet en Sti, som Kanakurer havde lavet, og som vi tænkte os muligt førte til Byen, da Fulanerne har mange Kreaturer. Vi blev ikke skuffede; efter en halv Times Ridt fandt vi Byen. Jeg hyrede der en ung Fulani til at lede os til Shellem. Kl. 12½ naaede vi hjem efter 18 Timers Ridt. Vi var trætte efter at have været ude hele Dagen i den brændende Sol og havde trasket om i Skoven i Nattens Mørke. Min Hustru, vor Pige og vor Kok glædede sig over vor Ankomst.

En anden længere Tur i Kanakura-Stammen gik langs den vestlige Bred af Gongola Floden. Vi forlod Shellum om Morgenen tidlig, saa snart vi kunde ride over Floden. Jeg maatte love min Hustru at være hjemme tidligere end forrige Gang. Vi passerer der følgende Byer: Lukumna, Perskoja, Madda, Bodino, Kaula, Buboni og Kombo. Vi naaede ikke længere; dog er der ogsaa paa dette Strøg flere Byer imod Nord. Som i alle de andre Byer blev vi modtagne meget venligt af Kongen i Kombo. Denne By ligger meget højt og omgivet af endnu højere Bjerge. Vi opholdt os der en Time. To Mænd, som tilhørte Kongen af Shellum, var der i Byen; de eskorterede os tilbage. Hjemrejsen gik godt, til vi kom en Times Ridt fra Shellum; saa blev vi overfaldet af en stærk Regnstorm med Torden og Lynild. Hestene blev urolige; Hesten "Randers", som ellers var træt efter den ansrengende Tur, slog min Dreng af i nogle tornede Buske. Vi blev selvølgelig gennemblødte, men hele Selskabet tog det gemytligt; thi Jorden trængte til Vand. Den værste Bekymring, jeg havde, var, at det eneste af de 4 Ure, vi havde med herud, som endnu ville gaa, havde jeg i min Lomme i en Tændsiksæske. Dette Ur var ogsaa Invalid, da det havde tabt Glasset; fik det nu en Blødning, vilde jo ogsaa det gaa istaa. Jeg reddede det ved at holde Haanden over det.

Da vi naaede Floden og skulde ride over, var Mørket faldet paa. Løftet til min Hustru kunde næppe holde helt. Hestepasseren stod paa den anden Side af Floden; saa snart han hørte os begynde Ridtet over, satte han sig i Bevægelse for at møde os med min Bøsse. Han skulde have været paa den Side af Floden, vi var, for at jeg kunde skyde et Par Skud af i Vandet, før vi drev Hestene derud i. Kongen af Shellum havde advaret os imod at sætte over Floden i Mørket, da der var mange Krokodiller i Vamdet. Jeg havde da aftalt med min Hustru, at Hestedrengen skulde bringe Bøssen. Han var sendt i god tid, men halede Tiden ud, saa han kunde undgaa at gaa over. Han ræsonnerede sikkert som saa: "Hvis de ikke kommer tilbage nu paa Grund af Regnstormen, skal jeg sidde ovre paa Flodbredden alene i Mørket, og det tør jeg ikke, og gaa tilbage over Floden i Vand til Brystet i Mørket, det tør jeg jeg heller ikke; thi maaske en Kroikodille vil tage mig med, saa hellere være paa den sikre Side og tage imod lidt Skænd." Da vi mødte ham ude i Floden, sagde jeg intet; derimod skændte min Dreng Pito ham; thi han havde forsømt at gaa over Vandet, førend Solen gik ned. Siden fik han en lille Pengebøde. Vi naaede alle vel hjem.

Vi vare jo komne for at faa nogen Hvil; men de syge, som søgte Lægedom, og andre Mennesker, som kom for at hilse paa os, efter at de var blevne fortrolige med osm kunde vi jo ikke jage fra os, men modtog dem med Glæde. Nær vor Bolig stod nogle Træer, i hvilke der opholdt sig Hundreder af store Flagermus; de lavede et frygteligt Spektakel, især om Natten, saa hvis man ikke sov haardt, holdt de os vaagne. Længe tæmkte jeg paa at skyde nogle ned, men min Hustru syntes ikke, at de var et Skud Hagel værd. Vi fik saa at vide, at Folket spiste dem; især Børnene syntes, at de vra en Lækkerbid. Jeg skød da op i Træet en Dag; de hængte i store Klynger allesammen med Hovedet nedad. Resultatet blev, at jeg nedskød 30-35 med fire Skud. Snart var alle Byens Børn forsamlet; Frygten for os var vegen bort ved den Indflydelse, som disse døde pg døende Flagermus havde paa Børnenes Smagskirtler. Den store Skare sloges om dem, og snart saa man dem rykke ud hver tl sin Krog for at finde noget Pindebrænde og faa dem stegt, for siden at spise disse væmmelige Dyr. Flagermusene flyttede fra os med deres øredøvende Spektakel ned i Byen; saa en Dag gik min Hustru og jeg derned med Bøssen. Børnene saa straks, hvad det gjaldt, og fulgte os alle i Hælene. Mange voksne mødte ogsaa op, blandt dem Fangevogteren, som ogsaa er Politi. Han var ifør en lang rød Kjortel i Facon af en Skjorte. Han traadte vel til baade af Lyst til at faa en Flagermus, men maaske ogsaa for at syre Forsamlingen. I den første Gaard, vi skød Flagermus ned fra Træerne, blev Børnene afholdt fra at samle dem op, da Ejeren ønskede dem selv. Vi gik fra Træ til Træ. Børnene havde sikkert aldrig oplevet et saadant Eventyr; maaske samtaler de derom endnu. Min Hustru ønskede et Billede af Børnene; da vi derfor var færdige, forsøgte hun at faa dem samlet sammen og stillet op; men da de saa Apparatet tænkte de maaske, at det kunde være en anden Slags Sjydevaaben, og det vilde de dog ikke staa for, men flyede. Min Hustru maatte da til at have Politiets Hjælp. Og da den store Mand tordnede: Staa stille! blev de; thi lystre Manden i den røde Kjortel maatte de, og han kunde da aldrig have til Hensigt, at vi hvide Mennesker skulde skyde dem. Billedet fik min Hustru taget, om  det er godt, ved vi ikke endnu.


Eks-kongen Kuchuk i Imburu, "Sudan", nr. 11, nov. 1917, p. 161


Ved Opholdet I shellum havde vi god Lejlighed til at bese Byen. Herlighederne der er, som i alle afrikanske Byer, em Flok simple Hytter, liggende hulter til bulter uden Orden, og hver Mands Gaard indhegnet med en Straamaatte. Byen er, saavidt mig bekendt, den tredie største By her i Provinsen. Yola og Numan kommer foran den. Der er ca. 1100 Mennesker. Alle indfødte betragter den som Storstad. For os, som er vant til at færdes i Millionbyer med alle deres alsidige Virksomheder, er det svært at blive hjemme i disse Smaabyer her, hvor man kun møder Interesse for Føde og Kvinder. Sans for Renlighed og Skønhed er lidet vaagnet hos dem.

Naar jeg var hjemme, gik vi ofte ved Solnedgang en Tur ud i Byens Nærhed. En Dag ønskede min Hustru at prøve min Hest; det slap hun saa godt fra, at jeg fra den Dag af selv maatte gaa enten bagefter eller foran Hesten og løbe dem Risiko, at de indfødte tænkte om mi, at jeg var hendes Hestepasser. Min Hustru lærte Rejselivet paa forskellige Maader, som hun ikke havde kendt før; at ligge i en Hængekøje paa Landevejen, at sætte over en Flod paa Skulderen af en stor Neger, at ride paa en Hest, at sidde i en Kano paa een Plads en hel Dag uden at kunne forlade den; hvis hun ønskede at sidde tørskoet, maatte hun stadig øse Vand ud af Baaden.

I Omegnen findes der en Del Fulaner, som har mange Kreaturer, Faar og Gedeflokke, som græsser dels i Skoven og dels paa Engene ved Floden. Heste findes der ogsaa en Del af ved Shellum. Jeg fik stadfæstet hvad en Bachama engang sagde til mig i Numan paa mit Spørgsmaal, om Bachmamaerne i Numan nogensinde havde været i Shellum for at krige med Kanakuraerne. "Nej," sagde han, "i Shellem har de for mange Heste; dem kan vi ikke bekæmpe."

Om Shellum skal blive vor næste Station, er jo endnu uvis. Herren selv vejlede os baade hjemme og ude. Folket i Shellem og Omegn modtager os med megen Venlighed og Ærbødighed, i alt Fald uvortes set. Kongen, som er den største i Provinsen næst efter Emiren i Yola, udtalte sin Glæde over, at vi muligvis vilde komme.

Tirsdag 3. Juli [1917. red.] bestemte vi os til Tilbagerejsen. Vi valgte at sejle i en Kano til Numan, da Vandet var saa højt, at vi kunde. Der var lige Plads til os, vor Pige, vor Kok og vore Sager.

Vi forlod Shellum Kl. 6 om Mogenen; Kongen mødte og bød os Farvel.

Efter Hjemkomsten har vi haft Brev fra ham, skrevet paa Arabisk, i hvilket han beklagede sig over, at kun 20 af de mange Kerner, vi plantede, groede. Jeg plantede nemlig Kerner af et træ, som bærer god Frugt omkring den Plads, vi venter at vælger, saafremt vi skal derop. Vi naaede Numan efter 13 Timers Sejlads, alle i god Behold; min Hustru og jeg sad snart bænket som Gæster hos Frk. Tillisch, Frk. Jensen og Frk. Kristiansen, Frk. Rose og Lærer Jensen var ogsaa tilstede. Aftensmaden smagte os bedre, nu vi sad i et nogenlunde Hus ved et veldækket Bord, end da vi var paa Rejsefod i Afrika.

Vi var glade over at være i Numan igen; vort Ønske er, at ogsaa denne Tur maa være velsignet af Gud til hans Ære. Hilsen i Jesu Navn.

Eders Udsendinge
Eline og M. Uhrenholt

 

Denne side administreres med SmartCMS ® 2008