Menu List MENU
Velkommen
Mogens M. Uhrenholt
Eline M. Uhrenholt
Parrets breve
Thellefsine Uhrenholt
Niels Marinus Rahbeck
Esther Elisabeth Uhrenholt
Øvrigt persongalleri
Selvbiografier
Statistik fra Shellem
Kirkerne i Shellem
Sygdommen
Gravene i Shellem og Numan
Geværet
Konferencerne i Numan
Mindestenen i Westby
FILM - Shellem 1919
FILM - Dr Mogens Uhrenholt
FILM - Torbens Amna-besøg
FILM - Numan 2006
FILM - Centenary Lecture 2018
Tidslinje
Kort
Litteratur
Presse
Links
Tak til
English summary
Book et foredrag
Kontakt

Fru Uhrenholts Død
Missionens grundlægger, Niels Brønnum, skriver i "Sudan", nr. 2, 1921 om Eline Uhrenholts død og begravelse på den lille gravplads i Numan ned til Benue-floden. Læs også lærer Peter Jensens privatbrev om Elines sidste timer.




Numan, Yola Province,Nigeria, B.W.A. 9. Nov. 1920.

Kære Venner i Sudanmissionen!

I Gaar lidt før Solnedgang gik jeg ud til Kirkegaarden for at besøge den lille Jordhøj, vi om Formiddagen havde kastet over Fru Uhrenholts jordiske Rester. Som jeg gik hen ad Stien, blev jeg [fejl i originalteksten. red.] var en Slange der laa og døsede tværs over Sporet: Jeg lagde da til af ganske Hjerte med min Stok og dræbte den, men bed Mærke i den Omstændighed, at det giftige Krybdyr havde lagt sig netop paa Kirkegaardsstien. Uheldigt for den fandt jeg den sovende. Havde den truffet mig mindre aarvaagen, vilde jeg maaske have fundet Vej til Kirkegaarden i allerbogstaveligste Forstand.

Den Sygdom, som for tyve Maaneder siden berøvede vor Mission en dygtig Arbejder i Dr. Uhrenholt, og som i Forgaars udsled hans Hustrus sidste Kraft, er netop saadan en "Slange", der ligger paa Lur - paa Vej til Kirkegaarden. Uden Advarsel tilføjer den den vejfarende Dødsstikket.

"Oh, det er Blackwater!" raabte Fru Uhrenholt med hjerteskærende Røst, da hun trods Frk. Roses Paapasselighed fik Øje paa det blodfarvede Fluidum. Hun havde set sin Dødsdom, skrevet i Blod - hendes eget Blod. Det var dog ikke Frygt for Døden, der fremtvang dette smertelige Udraab. For hende var Døden ikke "en sidste Fjende", men snarere en Forløser, en Befrier fra Menneskesjælens store Ydmygelse, - den at sidde til Huse i et Stykke Jord, som ikke sanser aandelige Ting, men kun begærer at være Jord.

Da jeg senere traadte hen til hendes Seng, var der et overjordisk Lys i hendes Øjne, og hun skælvede i lykkelig Forventning som en Brud, før hun føres til Alteret.

"Jeg skal hjem," sagde hun, "og jeg er glad."

Det var Tanken om Uhrenholts Lidelser, der havde forfærdet hende i første øjeblik, forklarede hun undskyldende. Det var saadan en trang Vej, han maatte frem ad, inden han naaede Perleporten, og hun vidste, den vilde blive trang for hende ogsaa. Men det forstyrrede hende ikke senere. Tanken om den forestaaende Lyksalighed overskyggede ganske Bevidstheden om den nærværende Lidelse.

Hvad skylder vi dog ikke vor velsignede Herre og Frelser, fordi han har borttaget Dødens Braad! For en, der har staaet ved adskillige Dødslejer og mødt det stumme, ynkværdige Blik, hvormed den døende iagttager Lægens Ansigt for at finde et opmuntrende Glimt, er det en dejlig Oplevelse at se et Guds Barn dø. Frigjorthed, Fred og lyksalig Forventning karakteriserer den bevidste Kristens Døds leje, mens mørke Skyer hænger tungt over den jordbundnes Seng.

      *    *   *

Nogle af os har undertiden ment, at Fru Uhrenholt tog Livet lidt for alvorligt og næsten underkuede sit naturlige, muntre Væsen. Paa Dødslejet falder imidlertid alt kunstigt borte, og man bliver sit naturlige Selv. Fru Uhrenholts naturlige Selv var yndigt; hun var fuld af Lune og havde en forbavsende Evne til at svømme ovenpaa hver Gang, selv om det var en Braadsø, der kom.

Opkastning og atter Opkastning, indtil hendes hartad gennemsigtige Legeme syntes at skulle sprænges, og dog kom hun ud af hver Paroksysme rede til at smile.

"De har mere Modstandskraft, end jeg troede," sagde jeg til hende engang, som hendes stakkels Legeme rettede sig ud efter saadant et krampeagtigt Anfald. Hun saa paa mig med et skælmsk Blik og svarede: "Har De ikke hørt at Ukrudt forgaar ikke saa let?"

      *    *   *

Det er godt at danne gode Vaner, mens man er ung; thi kommer man engang i en Tilstand, hvor man delvis mister Refleksionsevnen, vil ens Vaner gøre sig gældende. Fru Uhrenholt havde vænnet sig til at være renlig, og det var ligefrem patetisk at se, med hvilken Omhu hun tog Vare paa sig selv for at undgaa at sætte saa meget som en Plet paa Sengelinnedet. Opkastning af den rene Galde er et af de pinagtigste Symptoner i Blackwater Feber, og i de fire Dage, hun laa og stred, blev et emailleret Fad hendes uadskillelige Sengekammerat. Hun laa med det i Armen, som var det en Baby, og efter at hendes Kraft var næsten udtømt, vilde hun endnu med en voldsom Anstrengelse holde Opkastningen tilbage, indtil hun med sin svage, skælvende Haand havde overtydet sig om, at Fadet nu ogsaa stod paa det rigtige Sted.

Synes Læseren, det er mærkeligt, at jeg skriver om sligt? Jeg vil gaa endnu videre og sige, at hendes Renheds vane sejrede til det sidste, og hun døde uden at sætte saa meget som en Plet paa sin Seng. Om jeg ikke havde lært andet ved Fru Uhrenholts Dødsleje, vilde jeg dog bevare som et uudsletteligt Indtryk, at den, der vænner sig til at leve rent og tænke rent, tør stole paa Vanens Magt, naar ved Ælde eller Sygdom Evnen til Selvkontrol slappes.
 


Eline Uhrenholt, født Arildsen (1875-1920), gravstedet, Numan 2006.
 


Man bandt hende en Baare af Palmestænger og pyntede den med hvidt Linned og grønne Citronblade, og saa blev hun stedt til Hvile paa den lille venlige Kirkegaard, hvor vi for ti Maaneder siden begravede Frk. Kristensen. Vi havde ønsket at føre Liget til Shellem; men to og tredive engelske Mil er en lang Vej at bære et Lig, naar man kun har en Nat til det. Det var os umuligt at faa de nødvendige Bærere, da Bachamaerne er midt i deres aarlige Aandefest og ikke lader sig rive bort fra Ølpotterne og Dansen. De, der var villige, manglede Evnen.

Hedenskabet er stærkt, og der er megen Modstand mod Guds Rige.

Se, jeres Lærere dør, raaber Modstanderne spodsk til de faa, der søger at bryde med Traditionen. "Ndseandso (Bachamaernes stærkeste Aand) dræber dem een for een."

Vi bøjer vore Hoveder under Haanen, for Herren har lagt sin Haand tungt paa vor Mission, idet tre Arbejdere er faldne paa Valpladsen i Løbet af tyve Maaneder; men vi husker, at Kristus sejrede i det øjeblik, da han syntes at tabe. Ogsaa her vil hans Sag vinde frem igennem Lidelse og Offer.

Deres hengivne
Niels H. Brønnum

 

Læs også lærer Peter Jensens privatbrev om Elines sidste timer.

 

     

Denne side administreres med SmartCMS ® 2008