Menu List MENU
Velkommen
Mogens M. Uhrenholt
Eline M. Uhrenholt
Parrets breve
Thellefsine Uhrenholt
Niels Marinus Rahbeck
Esther Elisabeth Uhrenholt
Øvrigt persongalleri
Selvbiografier
Statistik fra Shellem
Kirkerne i Shellem
Sygdommen
Gravene i Shellem og Numan
Geværet
Konferencerne i Numan
Mindestenen i Westby
FILM - Shellem 1919
FILM - Dr Mogens Uhrenholt
FILM - Torbens Amna-besøg
FILM - Numan 2006
FILM - Centenary Lecture 2018
Tidslinje
Kort
Litteratur
Presse
Links
Tak til
English summary
Book et foredrag
Kontakt

Elines sidste timer
Af Privatbrev fra Lærer Jensen, gengivet i "Sudan", nr. 2, februar 1921.
Læs også Niels Brønnums brev til Sudanvennerne om Elines sidste timer.


p.t. Numan, Lørdag 6. Nov. 1920.

I Mandags tog Dr. Brønnum af Sted fra Shellem og vilde saa sende en Staalpram op efter Fru Uhrenholt. Allerede samme Eftermiddag blev hun ikke saa lidt syg, saa næste Morgen bestemte vi os til, at jeg skulde rejse ned med hende. Heldigvis var der en Baad, en gammel og daarlig Kano, og i Løbet af et Par Timer var vi rede til at tage af Sted. Om Natten var vi paa en Sandbanke; Fru Uhrenholts Seng var dog i Kanoen. Det var en forfærdelig Nat med Torden, Storm og Regn; vi var alle mere eller mindre gennemblødte.

Onsdag Morgen naaede vi dog Numan; allerede samme Nat viste Patienten alle Tegn paa black-water fever (Sorte vandsfeber, det, Dr. Uhrenholt døde af); Blodlegemerne ødelægges og Hæmoglobinen lades med Urinen, som til sidst er det bare Blod; svære Opkastninger og Gulhed medfølger. I Dag er hun næsten gul. Da jeg hilste paa hende i Gaar Morges, sagde hun: "Nu gaar det opad, Jensen," og saa smilte hun. Senere paa Dagen, da jeg stod og viftede hende, tog hun min Haand og takkede mig for, hvad jeg havde gjort for hende; men det er jo kun saa lidt.

Vi har haft det meget godt sammen denne Tur; vi har vist været saa glade for hinanden gensidig. Hun bad mig tage af sit Hus, hvad jeg vilde. Senere paa Dagen havde vi alle Børnene inde; de sang og bad, og hun talte lidt til dem, men det udmattede hende meget.

I Dag er hun meget svagere; i Morges kunde hun kun løfte en Finger, da jeg hilste paa hende, og sige: "Opad! nu kan jeg snart ikke mere!" Hun er selv saa lykkelig ved at skulle dø, og saa maa vi ikke klage. Saa snart hendes Sjæl er frigjort, tager jeg af Sted til Shellem med hendes jordiske Rester for at begrave hende ved Siden af hendes Mand. [Dette kunde ikke gennemføres; hun begravedes i Numan.] Jeg kommer altsaa til at begrave hende. Det gaar langsomt ned ad Bakke med hende; længe kan det ikke vare. - I maa undskylde, at det kommer saa uregelmæssigt; men det kniber at samle Tankerne. Det er saa haardt ved en, naar en dør herude, fordi vi er saa faa; det er som en Part af en selv. - De. to Menneskers Arbejdsdag blev ikke lang i Shellem. Underlige for vore Øjne er Herrens Veje; vi forstaar dem ikke altid.

De kærligste Hilsener til eder alle!
P. Jensen.

 

Læs også Niels Brønnums brev til Sudanvennerne om Elines sidste timer.

 

 

 

Denne side administreres med SmartCMS ® 2008