Om lægearbejdet og de lokales taknemmelighed Gengivet i Sudan, nr. 1, januar 1918 Kære Sudanvenner! Den af mig sidst hjemsendte Meddelelse til Sudan-Bladet om Gerningen iblandt de syge handlede jo mest om de mange Patienter, som vi fik herned fra Bara-Stammen, en lille Stamme paa et tusinde Mennesker, som bor et Par Timers Rejse herfra imod Nord. De fleste havde tropiske Saar. Vi kalder dem Hospitalspatienter, fordi vi maa have dem boende i nogle Hytter lavet af flettede Græsmaatter. Mange ere hjemsendte som helbredede. For Tiden har vi 17; der kommer nu og da enkelte nye. De fleste ere Børn. Vi ønsker, at Epidemien snart maa standse. Dog har Herren sikkert haft sin Hensigt med, at de mange kom her, ikke for at gæste vor Klinik nogle Minutter om Dagen; men for at blive hos os en længere Tid, ofte over 2 Maaneder. Derved havde de jo Lejlighed til at høre Guds Ordet, som blev talt til dem ved Tolk om Aftenen, skiftevis af Frk. Rose og Frk. Eriksen og engang imellem af Lærer P. Jensens Dreng, som taler deres Sprog. Foruden disse 17 med de tropiske Saar, har vi 7 andre, som bor her. Den gamle Kone, jeg tidligere har omtalt, som blev opereret i Maj, fordi hun var ude af Stand til at gaa, kan om nogle Dage gaa til sin By. Taknemlig er hun sikkert nok, baade for hvad jeg har gjort og for det meget Arbejde, Sygeplejerskene har haft med den daglige Forbinding. Lægemissionær Mr. Hoskin behandler en patient. Hoskin døde 4. sept. 1917, kort før sin forlovede, som også omkom på missionsmarken. Deres Taknemlighed viser sig nu ikke i Betaling eller Gaver. De ønsker snarere en Gave med dem, naar de gaar helbredede herfra. Den gamle Kone sagde til mig en Dag: "Likita (Læge), naar jeg nu er rask og skal gaa hjem igen, vil du saa ikke give mig et Stykke Tøj.” For Tiden er her ogsaa en gammel Mand med en daarlig Fod. Dagen efter Ankomsten viste han mig sit pjaltede Lændetøj og bad om et nyt. En ung Bacharna er lige gaaet helbredet hjem. Han var bidt af en Slange i Hælen. Han kom uden Føde; men vi holder paa saa vidt muligt, at de skal bringe den med. Frk. Rose gav ham noget Bomuld, som han skulde spinde til Garn for Føden. Han spurgte saa om, hvor meget han skulde have for Arbejdet. Frk. Rose sagde: ,,lntet”. Han blev helt forundret derover og sagde: ,,Det er jo, hvad I er kommen for.” Han tog det for givet, at han skulde have alt. Men hvad, Mennesker, som endnu ikke har faaet lært at sige den ene og sande Gud Tak, bør man ikke kræve meget af i den Retning. En ung Mand af Kanakura-Stammen er her ogsaa med et betændt Ben. Kvinden af M’bula-Stammen, som har været her længe, med den snart bortædte Underkæbe, er i live endnu. Der er intet at gøre, kun at vente at Døden en Dag vil ende hendes jordiske Lidelser. Venner bedes huske hende i deres Bønner, at hun maa gaa frelst hjem til Gud. Forleden blev der bragt os en Fulani-Kvinde, som synes Døden nær. Aarsagen var Hjertesygdom. Hun fik stimulerende Midler samt et varmt Bad. Vi beholdt hende ikke, men sendte hende tilbage til Soldaterbarakken, hvor hun kom fra; det var usikkert, om hun kunde leve. Vi har nemlig vore smaa Hospitalshytter optagne, saa hvis hun døde i en af dem, vilde ingen af de andre syge bo der foreløbig, da de er bange for fremmede Aanders Genvandring. Bachamaerne er dog ikke bange for deres egen Slægts Aander; thi naar en af dem dør, graver de et Hul i Gulvet inde i Hytten, og selv sover de videre paa samme Gulv. Disse syge Mennesker kræver kun lidt Arbejde medens de er her, sammenlignet med liggende Patienter i Hjemmet. Føden laver de næsten alle selv, da de fleste kan færdes omkring. Heftige Sygdomstilfælde faa vi meget faa af. Ved Siden af Behandlingen (at give Medicin og lægge Forbindinger) er Opsynet med, at de holder nogenlunde rent ved deres Boliger alt, som i Almindelighed kræves. Hvis vi vilde blande os for meget ind i deres Levemaade er jeg bange for, at de vilde forlade os mere syge, end de kom. For Tiden kommer her mangt et Budskab til os om Sygdom og Død iblandt den hvide Befolkning. 3 Regeringsrepræsentanter er døde for nylig; en Syd for Ibi, en Nord for Ibi og en i Ibi. Saavidt mig bekendt døde alle 3 ude paa Rejse. To ligger syge i Ibi. Af Missionærerne er Mr. Hoskind, som boede i Keana, død. Rev. Botha har været syg. En Regeringslæge Johnson har nylig besøgt Numan og Yola. Han har været beskæftiget med at undersøge, om det muligvis er en Epidemi, som har foraarsaget Døden, eller om det skulde være tilfældig, at saa mange døde saa nær ved hinanden af forskellige Grunde. Endnu er han med de andre ikke sikker. Men Samkvem med Muri Provinsen er forbudt indtil fuldendt Undersøgelse. Medens han var her, overrakte ham jeg en Liste over vore modtagne syge siden 1. Januar 1917; det kunde give ham et Indblik i Sundhedstilstanden nær Numan; her har ikke, saa vidt vi ved, været nogen Epidemi. Han modtog den med Glæde. Han fik et Telegram sendt, medens han var her, om, at Sygdom ogsaa var brudt ud i Wukari. Det maa være iblandt Missionærerne der. Vi er spændt paa at høre nærmere derom. Vore Medarbejdere, Frk. Kristiansen, Frk. Eriksen og Frk. Tillisch, havde lige begyndt deres Ferie i Ibi, som Provinsen blev lukket. Vi haaber dog med Bøn til Gud, at de maa bevares tillige med de andre af Guds Riges Arbejdere dernede, og at de maa komme tilbage til Numan. Jeg havde Brev i Dag fra Lægen i Yola; han gav dem tilladelse til at vende tilbage, hvis jeg vilde følge dem nogle Dage og isolerede dem, hvis de skulde blive syge. Det bliver lovet i Dag, saa antagelig vil de komme hjem snart. Kærlig Hilsen til Venner i Danmark og Amerika. Eline og M. Uhrenholt.